Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

1. kvartfinale: OPTAKT til slutspilsstarten

Foto af DIU

Endelig! Fredag går det løs i årets slutspil. Fire, fede kvartfinaleserier tager deres begyndelse. Hockeytinget.dk er klar med optakt.

Af

RUNGSTED SEIER CAPITAL - HERLEV EAGLES
Kampstart 19.30 i Bitcoin Arena

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Rungsted: 6-4, 5-2
- i Herlev: 2-6, 3-4, 3-2
I ALT: Rungsted foran 12-3 i point, 23-14 i målscore.

Statistik pr. hold:
Flest mål: Nikolaj Rosenthal (25) - Jesper Thörnberg (33)
Flest assister: Charlie Sarault (37) - William Quist (35)
Flest point: Charlie Sarault (51) - Jesper Thörnberg (61)
Flest strafminutter: Morten Jensen (69) - Jesper Thörnberg (77)
Bedste +/-: Mattias Persson (+28) - William Quist (+7)
Værste +/-: Mikael T. Christensen (-5) - Maksim Popovic (-17)

Kort om kampen:
Den største favoritværdighed i kvartfinalerne findes i denne serie. I hvert fald på forhånd.

Grundspils- og Final4-vinderne, Rungsted Seier Capital, har haft en forrygende sæson indtil nu, og skal nu genfinde de overbevisende takter i slutspillet. Efter en noget mat afslutning i grundspillet, hvor førstepladsen imidlertid også var hurtigt sikret.

Vigtige nøgler: Er de stærke Tyler Fiddler og Mattias Persson, offensive katalysatorer i hver deres kæde, atter kampklar?

Rungsted har haft krammet på Herlev set henover grundspillet. Dog tog Herlev stikket, da de mødtes i allersidste spillerunde. Og generelt har ørnene været højtflyvende længe - kulminerende med den sikre play-in-sejr over Odense.

Det er Rungsteds stærke mix af dansk talent og rutine, svensk soliditet og canadisk krudt mod Herlevs høje topniveau hos Emil Jidskog og den hyppigt omtalte førstekæde, hvor grundspilstopscorer Jesper Thörnberg og hans raske kædemakkere skal præstere deres ypperste.

Det kan snildt blive langt tættere, end forhåndsoddsene peger på.

¤¤¤¤¤

SØNDERJYSKE - RØDOVRE MIGHTY BULLS
Kampstart 19.30 i Frøs Arena (live på TV2 PLAY)

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Rødovre: 1-3, 2-3 OT, 2-3 OT, 5-4
- i Vojens: 4-2
I ALT: SønderjyskE foran 10-5 i point, 17-12 i målscore.

Statistik pr. hold:
Flest mål: T.J. Moore (22) - Steffen Klarskov (12)
Flest assister: T.J. Moore (26) - David Suvanto (24)
Flest point: T.J. Moore (48) - David Suvanto (34)
Flest strafminutter: Kyle Wharton (61) - Mads Eller (59)
Bedste +/-: Rasmus Lyø (+22) - Steffen Klarskov (+7)
Værste +/-: Frederik Rasmussen (-7) - Sebastian Bergholt (-15)

Kort om kampen:
Der er også en åbenlys favorit i kvartfinaleserien mellem SønderjyskE og Rødovre. Men også her kan der sagtens komme drillerier, og mere til, fra en undertippet københavnerklub.

Mario Simionis tropper fremstår imidlertid toptunede, vinder-DNA'et er evident og sidste sæsons skadeshelvede er afløst af helt anderledes fysisk harmoni. Kun Steffen Frank har været tvivlsom fornylig, og selv her lyder der positive toner.

På skadesfronten har Rødovre været helt anderledes ramt, og såfremt dén situation ikke bedres, så kan det blive svært for Magnus Bogren og Co. Bredden er imponerende, men når topfolk som Asperup, Bergholt, Treijs m.fl. savnes, så vil det gøre ondt på enhver.

Ikke mindst de store spørgsmålstegn på målmandsposten gør projektet tvivlsomt. Til gengæld, rammer Rødovre formen, så har de krudt i alle fire kæder, et stærkt og skøjtevilligt kollektiv og ikke mindst sulten til at overraske.

Er det nok til at knække SønderjyskE, der besidder ligaens allerbedste defensive organisation, og som vil blive hjulpet på vej af op mod 5.000 entusiaster i Frøs Arena?

¤¤¤¤¤

FREDERIKSHAVN WHITE HAWKS - ESBJERG ENERGY
Kampstart 19.30 i Nordjyske Bank Arena

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Frederikshavn: 5-2, 5-0, 5-4
- i Esbjerg: 4-6, 0-2
I ALT: Frederikshavn foran 15-0 i point, 23-10 i målscore.

Statistik pr. hold:
Flest mål: Cam Spiro (20) - Mark Derlago (17)
Flest assister: Cam Spiro (28) - Felix Scheel (23)
Flest point: Cam Spiro (48) - Felix Scheel (36)
Flest strafminutter: Evan Jasper (53) - Christian Wejse (93)
Bedste +/-: Christopher Frederiksen (+12) - Max French (+16)
Værste +/-: William Boysen (-10) - Marc Hagel/Victor Björkung (-6)

Kort om kampen:
15-0 i point i sæsonens kampe. Det er det vilde grundspilsfacit i de to holds indbyrdes opgør. Alligevel ligner det på forhånd et knivskarpt og tæt match, hvor ekspertbuddene går i alle retninger.

Vestjydernes meget canadisk inspirerede og fysisk tunge spillestil er aldrig rar at møde, og netop denne kan sætte sine spor, hvis serien går ud i femte, sjette og måske endda syvende kamp.

Dog har holdet svinget, og ingen af udlændingene har for alvor markeret sig gennem længere tid. Vågner de helt op til dåd og lægger de fornødne fem-ti procent oveni - også qua at deres stil, for manges vedkommende, er endnu bedre egnet til slutspilshockey, så råder Mark Pederson over en trup med stærke CV'er.

I den anden lejr kan Jari Pasanen bryste sig af det samme. Tadeas Galansky er mester-målmand fra sidste sæson, og både han, Dale Mitchell og Cam Spiro har gennem flere sæsoner vist sig som absolutte ligaprofiler.

Skadesspørgsmålene stilles ved Alexander Bumagin hos nordjyderne, mens der i Vestjylland krydses fingre for Max French, Jannick Christensen og Colin Vock - selvom det for sidstnævnte må regnes som højst tvivlsomt efter det grimme blindside-hit i Aalborg.

Vigtige skridt i en potentiel gyserserie kan tages fredag aften i Frederikshavn.

¤¤¤¤¤

AALBORG PIRATES - HERNING BLUE FOX
Kampstart 20.00 i Bentax Isarena

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Aalborg: 4-1, 0-2, 2-0
- i Herning: 4-1, 3-2 OT
I ALT: Herning foran 8-7 i point, 10-9 i målscore.

Statistik pr. hold:
Flest mål: Thomas Spelling (17) - Zack Torquato (14)
Flest assister: Thomas Spelling (38) - Zack Torquato (27)
Flest point: Thomas Spelling (55) - Zack Torquato (41)
Flest strafminutter: Aaron Harstad (82) - Lasse Lassen (42)
Bedste +/-: Thomas Spelling (+21) - Joonas Riekkinen (+9)
Værste +/-: Tobias Ladehoff (-5) - Lasse Lassen (-7)

Kort om kampen:
Det er nok grundspillets to største skuffelser - bedømt på forhåndsforventninger - der mødes her. Aalborg Pirates startede flot ud, men mistede pusten op til og under Final4 på egen is, fyrede cheftræneren og har ledt efter formen lige siden.

Kaptajn Julian Jakobsens skadesafbud har en del at sige i forhold til dette. Mon ikke, at han står klar, når pucken gives op fredag aften?

I Herning har sæsonen, ligesom i Aalborg, været præget af en udlændingekarrusel af fejldispositioner ind og ud, og det har kostet ved kasse ét. Det var næppe en sjetteplads, som Herning-ledelsen havde stillet sig i udsigt, da de lagde budgettet og satte sæsonens hold.

Derudover har de mange, højtprofilere Herning-drenge i udpræget grad skuffet, og det er tiden til, at de viser den Herning-ånd og vinder-DNA, som oftest har kendetegnet 'byens rødder'.

Grundspilsskuffelser til trods, så kan en god kvartfinaleserie kickstarte et stort slutspil. Spillermaterialet er til det, hvis der pludselig kommer luft under vingerne.