Bøjgaard: - Aalborg imponerer, Esbjerg rykker, Kristian Jensen tilbage

Ishockeykommentatoren kigger på de to mest formstærke hold, når han vurderer runden i aftes.
Af Mikkel Køhler- Esbjerg Energy var rundens helt store vinder, og Aalborg Pirates imponerer fortsat i toppen af ligaen.
Sådan konkluderer Jimmy Bøjgaard på gårsdagens runde i Metal Ligaen, hvor Esbjerg med en sejr i Odense, hentede gode point i kapstrid med hold som SønderjyskE og Herning.
- Det var utrolig vigtigt, at de vendte kampen i Odense. Med nederlagene hjemme til SønderjyskE og Herning, så var det en særdeles givtig aften for vestjyderne, siger Jimmy Bøjgaard, som bakkes op af stillingen, hvor Esbjerg nu er nummer 5.
- Aalborgs sejr i Herning imponerer også. Ikke at de vinder, men størrelsen og letheden, de tager tre point på, på en svær udebane. Vel vidende, at Herning er til at tale med hjemme, men 4-0 er dog en markering. Det gør kun et hold med selvtillid, og noget godt kørende, lyder analysen.
- Flot statement af Herlev - igen. Point i Frederikshavn, er ikke let. Men vigtigt for White Hawks, at de fik sejren i den tætte midtstrid.
- Og så kom Kristian Jensen på is igen. Uanset hvilken holdning, folk derude har til den sag, og det er helt forståeligt, så synes jeg godt man kan rumme, at sætte sig ind i Jensens situation, og glæde sig på hans vegne over, at han fik en fin velkomst og en rolig kamp i sit comeback.
- Helt sikkert kontroversielt for mange, og det er absolut forståeligt, men lige præcis den del, der handler om, at en sten nok faldt fra hans hjerte, da han skøjtede ind i aftes efter to hårde måneder, det synes jeg rent menneskeligt godt man kan sætte sig ind i, uden at der i øvrigt er nogen som helst holdning til selve sagens aspekter i det, siger Jimmy Bøjgaard.
- Stor sejr for Rungsted i Vojens. Det var en af flere 6-pointskampe i aftes, og den luner rigtig godt for Rungsted, som fortsat afviser midterfeltet bag andenpladsen.

