Bøjgaard: - Her er mit topbud som Hernings nye træner
TV 2 SPORTs ishockeykommentator kommenterer på dagens trænerfyring i Herning - og kommer med sit topbud på den nye mand.
Af Jimmy BøjgaardBen Cooper er fortid i Herning Blue Fox.
Anderledes kunne det ikke være, efter at både hold og træner blev udstillet i slutspillet.
Det kan der være mange årsager til, og der er i hvert fald flere.
Det vil være unfair, at give Ben Cooper hele skylden, for han har bidraget med gode ting i sine to sæsoner i landets mest vindende klub, men han så både presset og udstillet ud til sidst.
Kulminerende, da han var passiv igennem fire kvartfinaler, og efter 48 grundspilskampe ikke havde sin idealopstilling klar trods kun en enkelt forwardskade, som dog var en markant én med Mathias Bau ude.
Efter kamp 3 gav han offentligt sin målmand en bredside, og klagede over mange mål imod på få skud, mens hans forsvar sejlede rundt og opgav ligaens suverænt største chancer til modstanderne.
Og på bænken gjorde Cooper ingenting - han havde mistet grebet.
Intet målmandsbytte, før det var for sent og kosmetisk. Ingen timeouts, før sidst i kampene, når løbet var kørt.
Til kamp 4 skiftede han uværdigt den mangeårige klubmand ud med en ung keeper, som han i 48 kampe over et halvt år ikke engang havde værdiget fire perioders istid.
Der blev desperationen udstillet, og man vidste, at en 20-årig selvfølgelig ikke kunne vinde fire kampe i træk, som miraklet krævede.
Det var ikke fair at kræve, når man undervejs i sæsonen kun har betroet teenage-målmanden med 78,31 minutters istid.
Tingene sejlede. Herning lignede et tankskib på tværs i Suez-kanalen.
Nu er skibet trukket fri, og Ben Cooper tager i øvrigt en stilfuld afsked fyldt med værdighed, klasse og positive ord. God stil.
Selvom øjebliksbilledet fylder mest efter så chokerende en slutspilspræstation med et topbudget, som tidligere trænere som Simioni, Bjorkstrand og Skriko kun kunne drømme om, så har Cooper hjulpet Herning med gode input.
Han er teoretisk spændende, god til videoanalyser, og en behagelig person. Det er ikke umuligt, at vi ser ham i Danmark en anden gang.
Med fyringen giver Herning også sig selv andre kort på hånden i analysen af sæsonen.
Nu peger pilen i høj grad også på spillerne, som der skal evalueres grundigt med og på.
Er strategien med de hjembragte, aldrende Herning-spillere slået fejl?
Hvorfor rammer man ikke bedre på udlændingesiden, når man har pengene?
Hvorfor spiller et hockey-dynasty som Herning så lidt med talenter og fjerdekæden?
Der er mange spørgsmål, som Herning skal have besvaret, før de om et år går ind i slutspillet og skal høre på, at de ikke har vundet guld i 10 år.
Og hvad så nu?
Og hvem?
Mit topbud er Mark Pederson.
Han leverede varen i Esbjerg, og beviste, at han kunne vinde.
Han er social, og ramte i størstedelen af sine sæsoner rigtigt på udlændingesiden.
Han kender ligaen.
Det er ikke sikkert, at det første bud er det bedste, og gætterierne vil nu tage fart.
Men han passer perfekt ind på mange dele af den trænerprofil, som Herning skal have fat i.
Brandon Reid er vel også et navn, der vil blive nævnt.
Herning-sportschef Martin Struzinski har selvfølgelig dem begge på blokken, uanset om det ender i en reel snak.
Sikkert er det, at Hernings næste coach skal vinde, og vide, hvordan man gør det, når en hektisk tredje periode begynder.
Dem er der ikke så mange af.