Bøjgaard om runden i aftes: Rungsted og Odense de store vindere

Ishockeykommentatoren har ros til alle fire vindere, men særligt til Seier Capital og Bulldogs.
Af Mikkel Køhler- Alle fire vindere skal selvfølgelig have ros, men hvor to sejre var i kategorien "pligtsejre", så kom Odense og Rungsted ud som de helt store vindere af spillerunden i aftes, lyder analysen fra ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard, som uddyber:
- Aalborgs og SønderjyskE's sejre var bestemt stærke. SønderjyskE satte sig på en solid føring i Herlev, som ikke er noget let sted at spille, og selvom det blev tæt, så henter sønderjyderne tre solide point.
- Aalborg forventer vi alle, bare lige skal vinde, og det gjorde de da også. Men det kræver også en form for klasse, at slå Rødovre så sikkert som 4-1. Aalborg er flyvende, men det er de efter min mening, fordi de har fået det til at spille harmonisk i flere kæder. Ikke kun fordi de er stærke på papiret, analyserer Bøjgaard, som kigger andre steder, når han udpeger aftenens to vindere.
- Rungsted var til tider nedspillet i Frederikshavn, som vandt skudstatistikken massivt, men det er også en kunst at kunne stå imod. Jon Lee må have været stærk, og så viste Rungsted noget af den effektivitet, som de manglede i starten af sæsonen. Det er stærkt at tage alle tre point sådan en aften, hvor Frederikshavn tilsvarende græmmer sig.
- Odense er aftenens helt store vinder. Endnu en sejr, og stor effektivitet. Herning vandt skudstatistikken markant, men Odense imponerer fortsat med de midler, de har.
- De scorer ikke mange mål, men det er ikke overraskende med det hold, de har. I syv kampe har de ikke lavet over to mål, men de har vundet to kampe 2-1 og tabt to 2-3 efter overtid. Det er vildt, og rigtig flot klaret.
- Ser vi helt generelt på ligaen, så er Aalborg Pirates og SønderjyskE lige nu i en klasse for sig som de to mest formstærke hold. Aalborg har kun smidt to point i de seneste fem kampe, mens SønderjyskE har tabt fire point. Men det er de to eneste hold, som scorer mere end to point i snit per spillerunde for tiden, siger Jimmy Bøjgaard.

