Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

FEM SKARPE fra åbningsweekenden: Hvad lærte vi?

Den netop overståede weekend stod i slutspillets tegn i Metal Ligaen. Otte fede kampe kickstartede sæsonens helt store højtid.

Af

Tilskuerne strømmede til
Hele 21.188 tilskuere overværede fredagens og søndagens kampe i de otte slutspilshaller. Et forrygende tilskuersnit på næsten 2.650 personer pr. kamp. Sikke en start!

Topscorerne blev de syd- og vestjyske haller i Frøs Arena og Granly Hockey Arena. SønderjyskE havde hele 4.239 tilskuere i fredags, mens søndagens indvielsesfest i Esbjerg trak fornemme 4.148 af huse.

De 1.008 tilskuere i PM Montage Arena i Herlev søndag var weekendens laveste tal.

Rungsted dominerer igen topscorerlisten
Havde man troet, at Rungsted Seier Capital ikke ville formå at finde gearet igen, efter en halvsløj grundspilsafslutning, så blev man klogere henover weekenden.

To sejre, masser af mål og atter Rungsted-dominans på topscorerlisten. Erik Hjalmarssons tropper har fire af de fem bedste performere i de to første kvartfinalekampe.

Charlie Sarault topper med hele fem assister, mens den offensive back-dynamo Tim Daly samt landsholdsspillerne Nikolaj Rosenthal og Morten Jensen tegnede sig for fire point. Kun Hernings Morten Poulsen, der nu viser sit sande niveau, kiler sig ind - også med fire point fordelt ligeligt på mål og assister.

Top-fem på plus/minus-listen er derudover fuldstændig Rungsted'sk.

Rødovre har favoritter nede i sækken
De færreste havde forventet, endsige turde at tro, at Rødovre Mighty Bulls for alvor kunne drille SønderjyskE, der endte solidt som toer i grundspillet.

Men en stærk og næsten uindtrængelig defensiv har ført dem til sejre i de to første kampe, og nu har SønderjyskE kniven for struben inden tirsdagens hjemmekamp.

Stefan Ridderwall og hans defensive kumpaner har været storspillende, og fremme er Nicklas Carlsen blevet matchvinder i begge kampe.

Flotte comebacks
Det er aldrig ovre, før den fede dame har sunget. Den lektie er endnu vigtigere i et slutspil, hvor momentum hurtigt kan skifte, og hvor en enkelt aktion kan vende en kamp på hovedet.

Herlev havde nok så småt konteret en sejr, da de lynhurtigt bragte sig på 3-0. Men en sand udvisningsregn åbnede porten til Rungsted, der lossede den det sidste stykke ind ind og vendte kampen fuldstændig og lynhurtigt på hovedet.

Med 19 sekunder igen var Aalborg Pirates også bagud i Herning, der kunne have gået på 2-0 i kampe. Men Mikkel Højbjerg fik pucken slidt over stregen, og så sejrede nordjyderne i den efterfølgende overtid.

Slutspilsdrama, når det er allerbedst.

Tirsdag buldrer slutspillet videre
Kan Rungsted, Rødovre og/eller Esbjerg gå på 3-0 i serierne og sikre sig matchbolde tirsdag?

Eller er der tiltrængte sejre og fornyede forhåbninger hos henholdsvis Herlev, SønderjyskE og/eller Frederikshavn.

I Aalborg er det uafgjort før mødet med Herning. Hvem bringer sig i front?

Efter åbningskampe på TV 2 PLAY, er TV 2 SPORT atter hjemmebane fra tirsdag, hvor Jimmy Bøjgaard og Co. sidder klar i Bitcoin Arena til Rungsted mod Herlev.