FEM SKARPE med Holten Møller: Vi havde et fantastisk omklædningsrum

Joachim Holten Møller om det specielle mesterskab, nøglerne til guldet og hans egne fremtidsplaner.
Af Thomas NielsenSommeren igennem tager vi temperaturen på profiler fra Metal Ligaen, udlandet og landsholdet.
I dag har vi fingrene i ingen ringere end en nykåret danmarksmester. Den erfarne back med det store Rungsted-hjerte, Joachim Holten Møller.
Den 31-årige Hørsholm-dreng er, om nogen, indbegrebet af Rungsted-DNA, og det var naturligvis helt særligt, da han var med til at løfte DM-trofæet tilbage i det tidlige forår.
Vi fangede ham til fem skarpe.
Som Rungsted-dreng må det have været en helt særlig oplevelse, da I vandt guldet. Var det karrierens højdepunkt?
Alle mesterskaber er selvfølgelig specielle på hver sin måde. Men ja, det synes jeg helt klart. Måden vi vandt på, gjorde det også ekstra specielt.
Hvornår gik det op for jer, at I kunne gå hele vejen - og hvad ser du som nøglerne til guldet?
Det er svært at sige helt specifikt. Vi vidste allerede fra sæsonstart, at vi havde et godt hold. Der var rigtig mange ting, der lykkedes, og rigtig mange nøgler til mesterskabet. En helt simpel ting var, at vi havde et fantastisk omklædningsrum og vi blev som en familie.
Det lykkedes os hele tiden at vinde kampene, og der var hele tiden forskellige spillere og kæder, der trådte i karakter, når der var brug for det. Samtidig var vi også heldige med skader i modsætning til tidligere år.
Kan I gøre det igen?
Ja, selvfølgelig. Ellers havde jeg ikke skrevet kontrakt for den kommende sæson. Når man har prøvet at vinde én gang, vil man bare gøre det igen og igen. Det er lysten til at vinde, som driver værket.
Succesen har også gjort jer alle endnu mere attraktive, og det har særligt kostet på backsiden indtil nu. Hvordan ser du på afgangene, og vil det påvirke din rolle?
Det er klart, at vi har haft nogle tunge spillerafgange, men jeg er sikker på, at Morten Hagen og Thomas Friberg løser det. Vi må se, hvad de finder på, og så bliver det også lidt nemmere at definere min egen rolle.
Du debuterede i ligaen for 14 år siden. Hvor længe kan du blive ved?
Jeg håber, at jeg har nogle år endnu, men jeg må også være ærlig og sige, at det afhænger meget af skader og hvordan kroppen reagerer på belastningen igennem en hel sæson.
Jeg tager en sæson ad gangen og suger de sidste oplevelser til mig, inden det er slut. Motivationen er der ihvertfald stadig.

