Før semifinalen: Martin Højbjerg ser ligheder med mesterholdet
Efter en omtumlet tid ligner Aalborg Pirates nu atter sit rigtige jeg.
Af Thomas NielsenI aften står første semifinaleslag. Aalborg Pirates indleder deres finalejagt i SønderjyskE, hvor første kamp af op mod syv i semifinaleserien venter.
Og det er et Pirates-mandskab, som - efter en besværlig tid efter nytår - har fundet sig selv igen efter et trænerskifte. I kvartfinalen sendte de regerende mestre Herning Blue Fox ud i fem kampe.
- Jeg synes, at vi har fået styr på vores spil, og lige nu synes jeg, der er mange ting, der minder om det, vi leverede i slutspillet sidste år, når man kigger på spillestilen, siger forward Martin Højbjerg til Nordjyske Stiftstidende.
- Vi havde jo en skidt periode lige omkring og efter jul, hvor der også skete mange ting i klubben. Men spillet flyder bedre og bedre, og vi har fået mere fart på, siger han videre.
Udover den forbedrede form kan landsholdsangriberen glæde sig over, at piraterne atter har Jeppe Jul Korsgaard til rådighed efter syv afsonede karantænedage.