Forbløffet Patrick Russell: Jeg er imponeret over niveauet

NHL-spilleren Patrick Russell er imponeret over niveauet i Metal Ligaen, fortæller han til BT.
Af Emil Mozart HansenPatrick Russell blev i sidste måned hentet til Rungsted Seier Capital fra Edmonton Oilers på en lejeaftale, der gælder til, at en ny sæson i NHL begynder, hvilket forventes at være i november.
Den danske forward er meget begejstret over sin første tid i Rungsted og niveauet i Metal Ligaen har overrasket ham.
Det fortæller han i et interview med BT.
- Jeg er imponeret over niveauet i Metal Ligaen. Det er god hockey. Ligaen har mange gode spillere og højt tempo. Det er synd, at den ikke får den kredit, den fortjener, siger Patrick Russell.
Danskeren havde også andre tilbud fra andre store ishockeynationer, men valget faldt på Rungsted.
- Jeg havde tilbud om lejeaftaler med klubber i Schweiz og Sverige, men det passede mig bedre med Rungsted. Min agent kontaktede Edmonton Oilers, og aftalen faldt hurtigt på plads til alles glæde og gavn, fortæller Patrick Russel.
Der går dog ikke længe, før Patrick Russell skal vende tilbage til Edmonton i Canada, hvor han skal forsøge at spille sig på Oilers-holdet. Der er afrejse så snart, at den nye NHL-sæson begynder.
- Jeg kan lide spillestilen i NHL og er glad for, at jeg fik 45 kampe i sidste sæson. Det er flere, end jeg havde regnet med. Vores træner, Dave Tippett, må kunne lide min stil. Jeg ser frem til den kommende sæson og er ikke i tvivl om, at kampene i Metal Ligaen vil give mig en fordel, når jeg skal slås for min plads i campen, lyder det fra Patrick Russel til BT.
Den danske forward måtte forleden udgå af Rungsteds kamp mod SønderjyskE, hvor han fik et vrid i knæet. Det er derfor usikkert, om Patrick Russell får flere kampe i Rungsted-trøjen i denne omgang.

