Fra arkivet: - Farvel Mitchell - hvem skal Hjalmarsson nu kyle whiteboardet efter?

Ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard vil savne Dale Mitchell i den danske liga.

Genudgivelse:

I anledning af Dale Mitchells sidste kamp i eftermiddag i Odense, genudgiver vi her Jimmy Bøjgaards klumme fra 18. januar, hvor han skriver om Mitchell:

Dale Mitchell siger stop.

Stop for en flot karriere, som i Danmark blev ganske farverig.

Efter sæsonen rejser han hjem til Canada, hvor han vil forfølge en karriere som brandmænd.

I øvrigt en karrierevej, flere hockeyspillere har til fælles med ham - også en del navne, der har været i Danmark.

Billedligt talt kan man vel sige, at først satte han den danske liga i brand, og nu skal han så hjem og slukke brande...

Sagen med Mitchell er jo nemlig, at han har personlighed.

Et sindssygt temperament, som særligt i de første år i Danmark ofte kogte over.

I hans første sæson tænkte jeg, at det nok er en form for et spil, som så vil normalisere sig efter jul, og når vi går i slutspillet.

En facade, der skulle få modstanderne ud af fatning, men typisk nordamerikansk, så ville han dæmpe sig i slutspillet og de vigtige kampe.

Der tog jeg fejl!

Som ekspertkommentator Lasse Degn af og til har bemærket på tv, så "brænder han alle sikringer samtidig".

En korrekt analyse, og det er ikke altid, at der er nye sikringer på lager.

Mest legendarisk var de vilde scener for fire år siden, hvor Rungsteds daværende assisterende træner kylede både whiteboard og vandflasker efter Dale Mitchell og Odense-bænken, før træneren stod og truede med en målmandsstav.

Det så helt vildt ud, og kalder i dag stadig på et smil, når man ser episoden.

Mitchell i en nøddeskal, for der lavede han virkelig rav i den, men i modsætning til mange andre udlændinge med mange strafminutter, så spiller han aldrig svinsk.

Ikke noget med at springe ind i modstanderes ryg eller hoveder. Hans mange udvisningsminutter er primært for brok.

Og de er kun en del af historien om Dale Mitchell.

Selvom det nok vil stå som det væsentligste for mange fans, så fortjener Mitchells eftermæle i Danmark også andre ord og nuancer.

Hans passion er utrolig.

Målscorerevnerne også, da han var bedst. 

Evnen til at tegne en hel ishockeybutik, som den hos Odense Bulldogs.

Hans hurtighed på isen - særligt på de første meter.

Modstander efter modstander, blev sat af på de første fire-fem meters sprint på isen, og de kom aldrig tilbage.

2-3 skøjtetag og Mitchell var væk.

Hvis han rykker ligeså hurtigt som brandmand, så kommer hjælpen hurtigt i Essex County, som er Mitchells hjemegn over there.

I Odense taler fans om, hvorvidt hans trøje nummer #13 skal fredes.

De nævner ham på linje med klublegender som Herlofsky, Regnier, Macijevski, True og Oxholm.

Større hæder kan man nærmest ikke opnå på Fyn.

Jeg vil også savne Dale Mitchell.

Vi har til tider været hårde ved ham på tv, og han fortjente hvert et ord.

Men vi har også rost ham til skyerne for hockeyevnerne, og i øvrigt en ganske stor selvindsigt i de senere år, hvor han flere gange har lavet sjov med sit eget temperament.

Indsigt og refleksion, og måske er det også derfor han stopper nu.

Desværre fra en ruin i Odense i bunden af Metal Ligaen, som han havde fortjent bedre, men det er ikke det, vi vil huske om nogle år.

Når en udlænding i dansk ishockey i disse år formår at skille sig sådan ud i en liga, hvor hundredevis af udlændinge glemmes i hvert årti, så har man gjort noget særligt.

Tak for kampen, Dale Mitchell.