Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

HØJDEPUNKTER FRA SIDSTE TEST: White Hawks slog Aalborg Pirates

Foto af DIU

White Hawks slog Aalborg holdenes sidste test inden sæsonstart.

Af

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates tager hul på sæsonen i næste uge og mødtes fredag i den sidste test inden Metal Ligaen-start.

Aalborg Pirates tabte med 5-4. Dane Fox lavede to kasser for White Hawks, mens Kabanov blandt andet scorede for piraterne. 

 

 

Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 5-4 (2-1, 2-1, 0-2, 1-0)
Mål: 17:07 0-1 Kirill Kabanov (Hinse), 17:28 1-1 Christopher Frederiksen (Jensen, Krag Christensen), 2-1 18:03 2-1 Alexander Bumagin (Lindgren), 20:41 3-1 Dane Fox PP, 31:36 3-2 Thomas Spelling (Scheel), 34:37 4-2 Mads Larsen PP, 47:18 4-3 Felix Scheel PP, 4-4 50:07 Felix Scheel (Morin, Ma. Højbjerg) PP 60:21 5-4 Dane Fox

Udvisning: White Hawks 7x2 min., Pirates 1x10 min. (Morin), 6x2 min.
Tilskuere: Ikke oplyst

REFERAT (AF JESPER LARSEN, FW)

Frederikshavn White Hawks mod Aalborg Pirates i årets sidste træningskamp. Begge hold er af naturlige årsager ved at have fundet den rette opstilling, og derfor var det på forhånd ventet, at kampen ville give et sidste fingerpeg om, hvor pilen peger hen for de to hold i år. Pirates er på forhånd spået en finaleplads af mange eksperter, mens udsigterne ser mere lunkne ud, hvis man ser på, hvordan Whites Hawks´ sæson forventes at udarte sig. Men, men: der skal spilles om skidtet, og Metal Ligaen ser i år mere spændende ud end nogensinde før. Stort set alle hold har forstærket sig markant, og derfor skal man slet ikke udelukke de nordjyske høge.

Når man tænker på, at der var tale om en træningskamp, så var der mange mennesker i Nordjyske Bank Arena i aften, og de fik en yderst intensiv og meget seværdig første periode at se. Efter få sekunder fik hjemmeholdets Søren Nielsen en monsterchance foran kassen, men hans skud blev pareret. Christian Mieritz lavede kort efter en stor fejl, der gav en Pirates-friløber. Galansky var på pletten og reddede storartet. I sit kun andet skifte fik Søren Nielsen endnu en stor chance uden at score. Sådan fortsatte det. Chancer i begge ender og gang i tacklingerne. Jo, ishockeysæsonen har meldt sin ankomst, og man sad og frydede sig over det dejlige hurtige spil. Pirates´ Thomas Spelling fik en friløber med syv minutter igen, men han kunne heller ikke overliste Tadeas Galansky. Det kunne til gengæld Kirill Kabanov. White Hawks var i undertal, og da man endelig blev fuldtallige, faldt målet. De skulle aldrig have scoret det mål, Pirates, for det vækkede White Hawks i bemærkelsesværdig grad, og kun sytten sekunder efter det aalborgensiske mål, udlignede hjemmeholdet. Christoffer Åkesson fulgte op på en retur fra George Sørensen, og satte pucken sikkert ind. Og der skulle kun gå yderligere 35 sekunder, så var høgene også foran. Aleksandr Bumagin havde et halvt åbent mål at score i, og det gjorde han uden problemer. Stor jubel i Nordjyske Bank Arena, der ellers kort forinden var domineret af tilråb fra Pirates-fans. De blev så tavse. 2-1 til høgene ved pausen og også fordel til dem på skudstatistikken. Den hed 13-12.

Det er alligevel sjældent, man ser tre spillere fra samme hold løbe ind i hinanden. Men det så man i aften. Tre Piratesfolk tørnede sammen og faldt alle, og White Hawks kom i angreb og udnyttede straks muligheden til at bringe sig på 3-1. Dane Fox scorede uassisteret, og da var der blot spillet 41 sekunder af anden periode. Gorm Topholt fik kort efter en sukkerpasning fra egen zone og var alene med George Sørensen, men hans afslutning var alt for svag. Han scorer for lidt, den gode Topholt. Omtrent midtvejs tacklede Pierre-Olivier Morin en White Hawks-spiller for hårdt ved banden bag mål. Det gav to plus ti minutter i straffeboksen, og spillet måtte stoppes i en længere periode, da glasset splintredes. Da spillet blev genoptaget var høgene i overtal, og Nikolaj Kragh Kristensen skød på stolpen. Søren Nielsen var lidt senere fuldstændigt fri foran kassen, men han var alt for længe om at få afsluttet, og så kom der en stok på. Med ni minutter igen af perioden reducerede Pirates. Thomas Spelling sendte et hårdt slagskud mod mål, og den så Galansky ikke meget til. Men der skulle kun gå yderligere tre minutter, før hjemmeholdet igen var foran med to. Backen Mads Larsen har et fremragende slagskud, og han ville ikke stå tilbage for Spelling. Larsens hug strøg ind ved den ene stolpe og var utagelig for George Sørensen. 4-2 til høgene inden de sidste tyve minutter. 25-19 i skud.

Med fire minutter spillet af den sidste periode burde Thomas Søndergaard have fået mere ud af en stor chance. Han var alene med George Sørensen, men ramte slet ikke målet. Spillet var herefter en smule mere afdæmpet end i de to første perioder, men en udvisning til Kristian Jensen kostede en reducering. Martin Højbjerg befandt sig sammen med en del andre foran Tadeas Galasnkys mål, og da pucken blev sendt ind i klyngen og ramte Højbjergs skøjte, så var der kasse. Tre minutter senere kom så udligningen. Felix Scheel satte pucken sikkert ind bag Galansky, og det skete efter et længere pres, hvor hjemmeholdet havde mere end svært ved at få pucken ud af egen zone. En ny udvisning til Kristian Jensen kort efter udligningen bragte igen White Hawks i defensiven. De har et ret giftigt powerplay, Pirates, og det satte høgeforsvaret på hårdt arbejde. Kirill Kabanov lavede imidlertid en hård tackling i ryggen på Patrick Madsen, og det neutraliserede Pirates-overtaget og gav luft til White Hawks. Med seks minutter tilbage tog Kristian Jensen sin tredje udvisning i perioden. Nyt tryk mod høge-målet, men ikke mål i denne omgang. Høgene kunne i den sidste del af perioden trykke den modsatte vej, og George Sørensen fik igen noget at lave. Men 4-4 står sig perioden ud. De forlængede spilletid blev spillet tre mod tre. White Hawks var skarpest. Dane Fox lavede det afgørende mål efter kun 21 sekunder. Høgene vinder 5-4 over Aalborg Pirates, og så venter vi bare på, at Metal Ligaen går i gang.