Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

KLUMME: Aalborg-SønderjyskE og Herning-Frederikshavn - kvartfinalerne lige nu

Foto af Hockeytinget

Ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard analyserer på den aktuelle stilling i Metal Ligaen.

Af

Der er 44 dage tilbage af grundspillet. Om syv uger er vi i gang med slutspillet.

Det betyder, at de ni hold i Metal Ligaen har 10-14 grundspilskampe tilbage at spille.

SønderjyskE flest - Odense færrest.

Med 1 mod 8, 2 mod 7 osv. i kvartfinalerne, så ville vi lige nu få følgende fire kvartfinaleserier:

Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls

Esbjerg Energy-Herlev Eagles

Aalborg Pirates-SønderjyskE

Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks

Noget kan endnu ske i stillingen, men ikke meget.

Der kan måske byttes lidt pladser i top-3.

Det kræver dog, at suveræne Rungsted mister pusten, for ellers kører de grundspilssejren hjem. Nordsjællænderne har et gunstigt kampprogram.

Aalborg var et mere naturligt bud som 2'er eller grundspilsvinder, end Esbjerg, men nordjydernes Esbjerg-kompleks med 0 point i fire indbyrdes kampe, har været dyrt.

Herning når ikke top-3, og jeg tror heller ikke, at de bliver truet af Frederikshavn og SønderjyskE.

Dermed har vi de fire hjemmebanehold i kvartfinalerne fra 12. marts - Rungsted, Esbjerg, Aalborg og Herning.

Det bliver dødt løb mellem Frederikshavn og SønderjyskE om femtepladsen.

Det kan være svært, at se fordele og ulemper.

Hvis man tror, at Herning har underpræsteret, og som i sidste sæson kan time en form i slutningen af grundspillet, så kan der faktisk opstå argumenter for, at man helst ikke vil blive femmer og møde de stjernebesatte midtjyder med det tunge budget.

Omvendt vil nogle tænke, at det ikke er sjovt at blive 6'er, hvis Aalborg venter i kvartfinalen.

Det er umuligt at forudse, men lad os ikke håbe, at der opstår spekulationer, som systemet uden valg eller lodtrækning inviterer til.

Herlev bliver 7'er og Rødovre 8'er.

Odenses slutspilsmuligheder blev forpasset to dage før juleaften med nederlaget i Rødovre.

Siden har fynboerne tabt yderligere syv af otte kampe - og i øvrigt hentet fire nye spillere, forstå det hvem der kan.

Status med syv uger til playoffs er derfor, at der faktisk ikke er så meget tilbage at spille om.

Det kan koges ned til, at det er seedningerne i top-3, det handler om.

Ikke så meget for kvartfinalernes skyld, men fordi, at det kan få vital betydning for mesterskabskampen, hvem der får hjemmebane først i semifinaler og finale.