Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

HATTRICK-HELTEN JULIAN JAKOBSEN: Vi kunne have vundet denne kamp 9-2

Her kan du læse Julian Jakobsens reaktion på Aalborg Pirates tætte opgør mod Odense Bulldogs.

Af

Tirsdag aften havde Aalborg Pirates besøg af Odense Bulldogs, der kom til Aalborg med en revanchelyst fra de seneste indbyrdes opgør.

De to seneste opgør mellem de to hold endte sammenlagt 11-0 til Aalborg Pirates, der udspillede Odense Bulldogs-holdet i de to kampe.

Det blev dog langt mere spændende i tirsdagens kamp, som Aalborg Pirates vandt 5-4.

Der var spænding til sidste sekund, hvor Odense Bulldogs desperat jagtede en udligning. 

Den kom dog ikke, hvilket betød, at Aalborg Pirates slap med skrækken og kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Efter kampen var det en lettet og en smule irriteret Julian Jakobsen, der blev interviewet af Pirates TV.

- Det endte med at blive en blandet pose bolsjer. Vi tager et par dumme beslutninger, hvilket gør, at det ender halvrodet og farligt til sidst. Det er ærgerligt, da vi egentlig startede kampen rigtig flot. 

Aalborg Pirates-kaptajnen mener, at hjemmeholdet kunne have undgået den tætte afslutning og have vundet kampe noget større, hvis de undlod at begå de personlige fejl.

- Jeg synes, at vi gør det godt, men der er de der breakdowns i løbet af kampen, som vi skal blive bedre til at håndtere. Vi kunne egentlig have vundet denne kamp 9-2, hvis vi bare spænder hjelmen. 

Aalborg Pirates hæfter sig ved at spille offensivt ishockey i denne sæson, men i tirsdagens kamp var det kreativitet, som manglede fra Aalborg Pirates-holdet.

- Vi vil gerne spille god offensiv ishockey, hvilket betyder, at vi har rigtig meget tid med pucken. Jeg savner dog, at vi tør at være mere kreative på hele banen. En back behøves ikke at blive på sin position. Han må gerne komme med frem og skabe initiativ til noget spil.

Julian Jakobsen havde personligt en fremragende aften, hvor det blev til et hattrick fra hans stav. Det var han naturligvis glad for.

- Det klikker rigtig godt i dag for Mikkel (Højbjerg, red.), Thomas (Spelling, red.) og jeg. Jeg har spillet i mange år med dem begge. Thomas er en af de bedste playmakere i hele ligaen. Vi ved ligesom, hvor vi har hinanden. Så det var dejligt at få noget, der trillede vores vej, lød det fra Julian Jakobsen til Aalborg Pirates TV.

Næste opgave for Aalborg Pirates er fredag aften, når de skal en tur til Kvik Hockey Arena, hvor Herning Blue Fox venter.