Jeppe Holmberg sætter karrieren på pause
I en alder af blot 22 år har Jeppe Holmberg valgt at sætte hockeykarrieren på pause.
Af Thomas NielsenI et åbenhjertigt og opsigtsvækkende interview på faceoff.dk fortæller allround-backen Jeppe Holmberg, at han sætter en foreløbig stopper for sin ishockeykarriere.
Den trefoldige danske mester, der sluttede den forgangne sæson med bronzemedaljer hos Frederikshavn White Hawks, har lidt af depressioner og mørke tanker de senere år.
Derfor skifter han nu kurs, lægger skøjterne på hylden - i første omgang det kommende år - og starter efter sommerferien på Nordjyllands Idrætshøjskole.
Da han efter sæsonen flyttede hjem til Aalborg, tog sygdommen fart, og 22-årige Holmberg måtte igen lade sig indlægge på den psykiatriske afdeling på Aalborg Sygehus.
– Jeg havde ikke hockeyen at støtte mig opad, og havde heller ikke lyst til hverken at træne eller sommertræne. Jeg havde aftener med kraftige selvmordstanker og begyndte at drikke en del alkohol for at lægge et låg på. Men det hjælper jo ikke, lyder det blandt andet fra en åbenhjertig Jeppe Holmberg til faceoff.dk.
Jeppe Holmberg blev dansk mester med Esbjerg Energy i 2016 og 2017, og året efter gentog han triumfen med Aalborg Pirates.