Kaptajn Julian er tilbage: Satser på slutspillet
Julian Jakobsen satser på at blive klar til slutspillet.
Af Mikkel KøhlerAalborg Pirates har den seneste tid måttet undvære deres kaptajn Julian Jakobsen.
Den 31-årige center har været ude med en skade siden final4, hvor han kom tilbage lidt for tidligt og derfor blev sat ud af spillet i yderligere to-tre uger. Nu satser han dog på at blive slutspilsklar allerede til de kommende kvartfinaler.
– Jeg har været på is for mig selv de sidste par dage, og det er gået fint, så det har været en positiv test. Jeg forventer at blive klar, og det er også med det for øje, at jeg har siddet ude de sidste kampe. Vi har ikke villet tage nogen chancer, siger Julian Jakobsen til Nordjyske og fortsætters om Aalborgs form under den nye coach, Murray.
– Der er stadig nogle mangler i vores spil, men det er ting, der kræver, at vi begynder at bruge tanken lidt mere. Det er heldigvis til at rette op på, og så er vi også blevet bekræftet i, at vi skal være fuldtallige, hvis vi skal vinde noget, men det tror jeg også på, at vi nok skal være, når det går løs om halvanden uge, siger Julian Jakobsen.
Kvartfinalerne i Metal Ligaen starter den 8. marts.
Julian Jakobsen er i denne sæson noteret for 33 point i 31 kampe i Metal Ligaen.