Marcus Pedersens barske historie: Når isen bliver et frirum

Marcus Pedersen ringede til Ronny Larsen med et nødråb. Jesper Larsen har interviewet Pirates-spilleren.

Da ishockeyspilleren Marcus Pedersen i sæsonen 2015-2016 fik sin debut hos Frederikshavn White Hawks, tydede meget på, at en stor karriere havde taget sin begyndelse.

Med sine kun 17 år havde Marcus Pedersen lagt de første sten til et liv i den sport, som han nærmest havde fået i arv fra sin far, den gamle Aalborg- og Frederikshavn-kæmpe Jesper Pedersen.

Det blev til 9 kampe i Danmarks bedste ishockeyrække i debutsæsonen for Marcus Pedersen, og allerede året efter afprøvede landstræner Olaf Eller unge Pedersen til sin U20-landsholdstrup.

Her blev det til tre kampe for frederikshavneren.

Men livet kan ikke altid trækkes efter en snor, og for Marcus Pedersen blev tilværelsen besværliggjort af mange skader.

Det var især lysken og hoften, det var galt med, og efter nogle år med flere skader end spilletid, skiftede Pedersen Frederikshavn White Hawks ud med Aalborg Pirates.

Samtidig begyndte han at læse erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet. Der skulle kort sagt ske noget nyt, og der skulle styr på karriere og skadesbøvl. Det kom til at gå helt anderledes.

For en helt almindelig mandag aften i Aalborg- efter et besøg hos sin holdkammerat og gamle ven fra Frederikshavn, Mikkel Højbjerg - blev Marcus Pedersen udsat for et groft overfaldet, der var på nippet til at sætte en stopper for både hans karriere og førlighed:

- Der er to opgange, hvor jeg bor. Jeg skal forbi den ene, og jeg ser to-tre personer, der synes at være påvirkede af ét eller andet komme hen imod mig.

- Jeg fumler med nøglen til opgangen, og jeg kan mærke, at nogen står og ånder mig i nakken. Jeg vender mig om, og de siger noget til mig, som jeg ikke svarer på.

- Så bliver jeg væltet omkuld og lander ubehageligt i forhold til min hofte og lyske. Jeg prøver at komme op igen, men så går jeg ud som et lys, og resten står ret tåget for mig.

- Jeg kunne mærke, at jeg var blevet sparket i maven flere gange, og jeg får nogle glimt af, at jeg prøver at komme op, men igen bliver slået ned.

Situationen er kritisk, og Marcus Pedersen har en fornemmelse af, at det hele kan være på vej til at være slut for ham:

- Det er voldsomt at sige det, men da jeg lå der på det fortov, var jeg klar til at give op.

- Jeg var i forvejen inde i en træls periode i mit liv, hvor jeg personligt, ishockeymæssigt og på studiet havde det svært. Nu flød bægeret over.

- Af en eller anden grund forsvandt overfaldsmændene af sig selv, og jeg får slæbt mig op i lejligheden, hvor jeg ringer til sportschef i Aalborg Pirates, Ronny Larsen, og fortæller, at hvis han ikke hjælper mig nu, så er jeg her ikke mere.

Poltiet blev tilkaldt, og de lavede en rekonstruktion af forløbet.

- Marcus Pedersen blev anbefalet at tage på hospitalet for at blive tjekket for hjernerystelse og indre blødninger, men det ville han ikke:

- Jeg ville ikke have, at nogen skulle se mig. Jeg har spillet ishockey længe nok til at genkende smerte, og jeg ville bare være alene.

- Jeg sad i bruseren tre timer den nat og sov overhovedet ikke.

I tiden efter overfaldet fik Marcus Pedersen hjælp på flere fronter, og især er han glad for den støtte, som Aalborg Pirates har givet ham:

- Jeg fik samtaler med dygtige folk igennem det program, der hedder ”hjælp til voldsofre”, og min agent i Frederikshavn skaffede mig en fysioterapeut, der kunne kurere problemerne med min lyske.

- Men jeg har aldrig følt mig så vellidt som i Aalborg Pirates. Ronny Larsen sagde eksempelvis til mig, at selv om jeg ikke var 100 procent klar, så ville de have mig.

- Du er god for omklædningsrummet, sagde han.

- Jeg synes i det hele taget, at klubben er god til at få spillerne ført sammen og få alle til at føle sig velkomne.

Det er en gammel sandhed, at sport kan mere end at hæve pulsen. For Marcus Pedersen blev ishockeysporten det frirum, der gav luft i en ellers besværlig tid:

- Jeg har tidligere fået at vide, at jeg har fået problemer med min hofte, fordi jeg har trænet for hårdt.

- Men jeg er i stand til at lukke alt andet ude, når vi løber, styrketræner eller er i skøjtehallen.

- Jeg glemmer alle mine problemer. Specielt efter jeg er kommet til Aalborg. Glæden ved at være her overskygger alt det andet.

- Så kan det være træls i skolen, og der kan være andre problematiske ting i livet, men hvis du har to timer om dagen, hvor du for alvor kan koble af, så er det det hele værd.

Og når den nye sæson går i gang lige om lidt – hvis altså coronasituationen tillader det – så har Marcus Pedersen indstillet sig på, at tage det hele lidt ad gangen:

- Jeg føler, jeg skylder Pirates noget. De gav mig chancen efter skadeshelvedet i Frederikshavn, og nu har de givet mig chancen igen.

- Så mit personlige mål for den kommende sæson er at tage en plads på holdet. Lige nu er det toppen af de forventninger, jeg kan tillade mig at have. Jeg har trods alt ikke spillet ishockey i næsten halvandet år, og det er lang tid.

- For mig handler det om at komme igennem opstartsfasen i august uden at være skadet, så jeg kan vise Pirates, at min krop kan holde til det. Så må tiden vise, hvilket niveau jeg kan nå.