OFFICIELT: Esbjerg Energy bekræfter - Mads Søgaard bliver sæsonen ud
Mads Søgaard bliver hos Esbjerg Energy i den resterende del af sæsonen.
Af Emil Mozart HansenEsbjerg Energy hentede Mads Søgaard i denne sæson på en lejeaftale med WHL-holdet Medicine Hat Tigers.
Det var planlagt, at opholdet hos Esbjerg Energy skulle være et kort et af slagsen, da Medicine Hat Tigers kunne kalde målvogteren tilbage, når startskuddet til WHL-sæsonen lød.
Det er dog ikke sket endnu og derfor bliver målmanden hos Esbjerg Energy i den resterende del af sæsonen.
Det bekræftede klubben i kampprogrammet til torsdagens kamp mod Aalborg Pirates, hvor der var fokus på Mads Søgaard.
Flere medier har løftet sløret for, at det ville ske, men nu er det endelig blevet bekræftet af Esbjerg Energy selv.
Mads Søgaard udtaler i kampprogrammet:
- Det er rigtig dejligt. Det er altid rart med en afklaring. Jeg er glad for at vide, hvad der skal ske i den resterende del af sæsonen.
Han fortæller også, at Ottawa Senators, der draftede danskeren i 2019, stadig holder øje med hans præstationer i Metal Ligaen.
- Selvom Canada er langt væk, så følger Ottawa nøje med i hver der sker, og de er imponeret over niveauet i Metal Ligaen. Når jeg har spillet, evalueres hver eneste kamp og jeg får en tilbagemelding om hvad jeg skal arbejde videre med efter de har gennemset kampen.
Den 20-årige målmand er glad for, at han får chancen for at blive i Danmark et stykke tid endnu.
- Jeg er glad for muligheden at opleve Metal Ligaen. Jeg har jo gennem hele min barndom set og spillet meget ishockey.
Mads Søgaard har i denne sæson stået 24 kampe for Esbjerg Energy, hvor den samlede redningsprocent lyder på 93,35%.