OFFICIELT: Gorm Topholt skifter til Odense Bulldogs på to-årig aftale

Gorm Topholt trækker i Odense Bulldogs-trøjen.
Af Emil Mozart HansenOdense Bulldogs har hentet forstærkning til de kommende to sæsoner.
Gorm Topholt drager til Fyn og skifter til Odense Bulldogs på en to-årig aftale.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, hvor de skriver:
24-årige Gorm Topholt er en rigtig teamspiller, som altid er garant for både en stærk fighterindsats og den rigtige indstilling på- og udenfor isen.
- Gorm Topholt er en stærk forward med et fortsat stort udviklingspotentiale, som fra den kommende sæson vil give os flere muligheder og styrke vores offensive spil.
- Han er desuden skarp i undertalsspillet og bliver derfor særdeles værdifuld og vigtig i netop disse situationer.
- Til trods for sin forholdsvis unge alder har Gorm masser af erfaring fra øverste hylde i Metal Ligaen og med sin hidtil bedste sæson netop overstået, er der lagt i støbeskeen til en brandvarm angriber, som træder ind på isen i den kommende sæson, fortæller adm. direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.
Hele karrieren har Gorm Topholt tørnet ud for Frederikshavn, mens han fik debut for White Hawks i 2013/14-sæsonen og sidenhen har været fast mand hos de nordjyske høge.
Gorm Topholt har netop afsluttet en stærk sæson i Frederikshavn White Hawks, hvor han står noteret for 23 point i 52 kampe og samtidig blev kåret til årets danske spiller i klubben.

