Rungsted-ejer går ind i fodbold: Ny storaktionær i FCK
Lars Seier Christensen, storaktionær og medejer af Rungsted Seier Capital, har erhvervet sig en større aktiepost i Parken Sport & Entertainment.
Af Thomas NielsenI en fondsbørsmeddelelse meddeler Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, at Lars Seier Christensen har købt næsten en fjerdedel af aktiekapitalen.
Rigmanden, der er storaktionær, medejer og navnesponsor hos Rungsted Seier Capital, nylige Final4- og grundspilsvindere, har i alt købt 2.226.936 aktier, svarende til 22,55 procent af den samlede aktiekapital.
Med den aktuelle kurs er de aktier næsten 222 millioner kroner værd.
Nu kan spekulationerne så rulle. Hvad er Lars Seier Christensens formål og perspektiver med aktiekøbet? Kan det få indflydelse for Rungsted Seier Capital eller nogle af de andre sportsprojekter, som rigmanden har fuld gang i?
Dén udvikling bliver spændende at følge.
På sin egen Facebook-profil meddeler Lars Seier Christensen i øvrigt, at der på torsdag klokken 10.00 er pressemøde i Telia Parken, hvor aktiekøbet vil blive kommenteret yderligere.