OFFICIELT: SønderjyskE henter amerikansk forward med hjælp fra fans

Foto af Daniel André Stentz
SønderjyskE har hentet 28-årige Matt Salhany på en kontrakt for resten af sæsonen.
Af Emil Mozart HansenFans og sponsorer har hjulpet SønderjyskE, der her til formiddag har præsenteret en ny forstærkning.
Klubben har præsenteret 28-årige Matt Salhany på en kontrakt for resten af sæsonen.
Det er første gang, at Matt Salhany skal spille uden for USA, hvor han særligt i de to seneste sæsoner har været en særdeles målfarlig herre for Adirondack Thunder i ECHL, hvor han næsten har lavet 100 point.
Sportschef Kim Lykkeskov glæder sig over den amerikanske forstærkning, som tiltræder så snart papirarbejdet er på plads.
- Matt Salhany er en sulten spiller, som gerne vil komme og vise sig frem og starte sin europæiske karriere. Det vil vi naturligvis gerne hjælpe ham med.
- Vi får en spiller, som vil arbejde hårdt hver dag på at blive bedre, og den indstilling værdsætter vi højt i SønderjyskE. Han er en god skøjteløber, som sætter hårdt arbejde højt på sin liste samtidig med, at han gerne vil lave mål og ofte befinder sig de rigtige steder på isen for at score. Han er en højrefattet skytte og vil give os en trussel mere i vores powerplay, siger Kim Lykkeskov.
Sportschefen sender en stor tak til dem, der har bidraget til, at det er gjort muligt at hente Matt Salhany til klubben, og også direktør Klaus Rasmussen er dybt taknemlig for den ekstraordinære opbakning.
- Det viser virkelig, at sammenholdet er stort, og at fællesskabet trives i SønderjyskE og i Sønderjylland. I en udfordrende tid for mange varmer det ekstra meget, at der er så mange, der vil hjælpe os, så vi får endnu bedre forudsætninger for at skabe resultater på banen. Forhåbentligt kan vi i sidste ende betale tilbage med at give nogle gode oplevelser til sønderjyderne, siger Klaus Rasmussen.

