Optimistisk Mads Larsen: Det er bestemt ikke umuligt at nå fjerdepladsen

Mads Larsen var meget tilfreds med sejren over Herning Blue Fox.
Af Emil Mozart HansenFrederikshavn White Hawks vandt fredag aften 4-3 hjemme i Nordjyske Bank Arena over Herning Blue Fox.
Høgene sikrede sig sejren med et mål kort før tid og vandt det første opgør ud af to mod Herning Blue Fox. De to hold tørner nemlig allerede sammen igen lørdag.
Efter kampen var det en meget glad Mads Larsen, der blevet interviewet af Frederikshavn White Hawks egen reporter.
- Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp gennem alle tre perioder. Der er et par udfald et par gange, men set over de 60 minutter, så er det en godkendt kamp fra vores side.
Mads Larsen kom selv på måltavlen, da han bragte nordjyderne foran 2-1 i powerplay. Det glæder backen, at mandskabet har knækket koden til det.
- Det er utroligt vigtigt, at vores powerplay fungerer godt i slutspillet. I dag var det rigtig godt spillet af drengene.
Med sejren rykker Frederikshavn White Hawks et skridt tættere på Herning Blue Fox på fjerdepladsen, så der nu er ti point imellem.
Mads Larsen og co. har dog spillet to kampe færre, så muligheden for at nå midtjyderne lever endnu.
- Det er bestemt ikke umuligt at nå fjerdepladsen. Vi tænker dog ikke så meget over placeringen. Vi tager en kamp af gangen. Og så kigger vi på tabellen, når grundspillet er slut.
Lørdagens returopgør mellem de to hold starter kl. 19.00 i Kvik Hockey Arena i Herning.

