Rødovre mister stor backprofil: Fortsætter i Tyskland
24-årige David Suvanto fortsætter karrieren i Frankfurt efter en stærk sæson på Vestegnen.
Af Thomas NielsenRødovre Mighty Bulls blev mandag en stor backprofil fattigere.
Svenske David Suvanto er tabt for tyrene efter en stærk sæson, hvor han tegnede sig for hele 34 point i 40 grundspilskampe.
Han skifter i stedet til Löwen Frankfurt i den næstbedste tyske række, DEL2.
- Jeg vidste ærligt talt ikke meget om tysk ishockey, men jeg har hørt en masse gode ting om Frankfurt og løverne, og i og med sportsdirektør Franz-David Fritzmeier virkelig har arbejdet hårdt for at overbevise mig, var beslutningen om at gå til løverne virkelig let, udtaler Suvanto til Frankfurt-mandskabets hjemmeside.
Dermed slutter han sig også til Dale Mitchell og Cam Spiro, der begge ligeledes skifter Metal Ligaen ud med DEL2 den kommende sæson.
Löwen Frankfurt vandt grundspillet i den forgangne sæson, men tabte i finaleserien.