Rosenthals utrolige finaletiming: Mål søndag – søn født mandag
Rungsted-målmageren bare scorer og scorer. Efter finalesejr i søndags, blev han mandag far til en søn.
Af RedaktionenAlt Nikolaj Rosenthal rører ved for tiden, går hans vej. Han er i gang med et historisk stærkt slutspil, og har lavet tre mål i Rungsteds to første finaler mod SønderjyskE. Det på trods af lidt hjemlig spænding om, hvornår kæresten Nathalie ville føde familiens førstefødte.
Rungsteds fans kan nu ånde lettet op og sende en stor tak til moderen, efter at familien Rosenthal mandag formiddag kl. 10.06 blev udvidet med Colin Stathakis Rosenthal.
- 10 minutter efter vores ankomst fra Vojens søndag, gik vandet. Man må sige, at min kæreste forstår vigtigheden af timing, og hun er årets medspiller på vores hold, siger den glade far til Hockeytinget.
Fødslens timing er utrolig med tanke på det tætpakkede finaleprogram med kun 52 timer mellem kamp 2 i søndags og kamp 3 i aften. 18 timer efter søndagens finale, var lille Colin ude – måske fornemmer han hypen i Hørsholm, og ønsker ikke at gå glip af finaleeventyret med far som topscorer og farfar Finn Rosenthal som klubejer.
Fødslen gik godt, og mor og barn har det perfekt, beretter farmand.
For en gangs skyld var Nikolaj Rosenthal ikke målscoreren. Kamprapporten er blevet rettet, og målet blev tildelt mor Nathalie Stathakis, men med en flot assist til Rosenthal…