Throwback: Justin Bieber kom til Rungsted og gav 5000 nye likes
Verdensstjernen kom til det nordsjællandske i efteråret 2016 og spillede et slag hockey med Lars Seiers drenge.
Af RedaktionenTILBAGEBLIK: Rungsted Seier Capital fik i oktober 2016 et prominent besøg fra verdensstjernen Justin Bieber.
Rungsted-truppen blev forvandlet til fans den 3. oktober, da den canadiske popstjerne kiggede forbi efter sin koncert i Parken den 2. oktober.
Her havde han nemlig et almindeligt træningspas med Seier Capital og var endda ganske habil.
- En fra holdet blev kontaktet i går af hans manager, der ville høre om det kunne lade sig gøre. Det faldt på plads i dag, og efter vores træning så kommer Justin sgu ind og spiller kamp i en times tid, fortalte Nikolai Gade til DR Sporten og fortsatte:
- Det var som en ny spiller, der kommer ind på holdet. Han kom rundt til os - sagde hej og gav hånd, og så gik træningen ellers i gang.
Gade fortalte også, at Rungsted-spillerne "løb på en halv skøjte" og lod Justin Bieber score et par gange.
Men canadieren kunne godt spille, fortalte Gade, der kalder Bieber en teknisk type:
- Man kan godt se, at han har spillet hockey i sine unge dage. Han har noget teknik og fik sat nogle skud op i krogen. Han er en lille tekniker og fik driblet vores målmand et par gange.
Det var i øvrigt keeperen Jeff Lerg, der fik glæde af Bieber i 1v1-sitiuationerne i det nuværende Bitcoin Arena.
Også på de sociale medier var det godt. Rungsted udloddede nemlig Justin Biebers signerede CCM-stav i en konkurrence på Facebook, der havde godt 5000 deltagere og gav masser nye likes til klubben.
Kommer der nogensinde en større stjerne på isen i Hørsholm? Med al respekt - Næppe!