SE VIDEOEN: Malmö hyldede Kim Staal lørdag
Kim Staal blev hyldet i Malmö i dag.
Af Mikkel KøhlerMalmö Redhawks mødte i dag - den 21. december - HV71 i SHL og det blev kampen, hvor danske Kim Staal blev hyldet for sin store indsats i klubben.
Redhawks support takkede Staal og der var events til ære for Staalmannen dagen igennem.
Se videoen herunder, hvor du blandt andet kan se Staal på isen før dagens kamp:
I sommeren 1994 drog en blot 16-årig Kim Staal på eventyr i svensk juniorishockey hos Malmö, hvor han senere debuterede på førsteholdet i foråret 1997.
Her blev grundstenene til en fantastisk karriere lagt.
Det blev til i alt tre ophold i den skånske klub, hvor han hurtigt gjorde store indtryk som en vaskeægte publikumsyndling.
Helt frem til det sidste ophold i 2009/10-sæsonen, inden karrieren fortsatte i Herning, Herlev, Tyskland, Japan - og slutteligt igen i barndomsklubben Herlev.
Den i Malmö baserede transferguru, Johan Svensson - bedre kendt som MrMadhawk - fulgte med fra sidelinjen hele vejen, og han skriver følgende på sin blog i Expressen.
- Hurtigt blev Staal en publikumsfavorit, og han fik tilmed sin egen fanklub med flere hundrede medlemmer. Når han scorede, så sendtes et stort dansk flag ned på ståpladserne med teksten "Staalmannen" i Dannebrog, skriver han.
- Selv ikke hans følelsesladede flytning til Modo, for at få en ny tænding på karrieren, fik Malmö-fansene til at slække på kærligheden.
- Han var bedst, når det gjaldt.
For nogle år siden blev Kim Staal hyldet af Malmö-publikum, hvor han blandt andet fik overrakt en kamptrøje af landsholdet og Malmös mangeårige materialemand, Håkan Karlsson.
- Det er bare at bøje sig for en strålende karriere, lyder afskedssalutten i MrMadhawk-bloggen.