Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Frans Nielsen: - Min familie og jeg er lukket ude af mit land

Foto af Hockeytinget

Den danske NHL-stjerne kan ikke komme ind over de lukkede grænser i Danmark med sin familie.

Af

Det er mindre end to år siden, at han tryllebandt nationen på VM-hjemmebanen i hjembyen Herning.

Hundredetusindvis af tv-seere fulgte hans magiske straffeslag i VM-åbningen mod Tyskland, som gav Danmark en fantastisk åbning på VM-festen med politikere og kongehus på lægterne.

I de dage tjente Frans Nielsen landet, gjorde fansene stolte, og selv var han opløst af rød-hvide følelser, da han efter kampen talte til nationen og satte følelser på, at afgøre en VM-kamp for Danmark.

Han talte om stoltheden for landet og den rød-hvide trøje. 

Nu er grænserne til Danmark lukket for Frans Nielsen og alle andre danskere, bosiddende i udlandet med familier uden dansk pas. NHL-stjernen er fanget i USA, hvor han for et par uger siden rejste fra sin nuværende bopæl i Detroit, hvor han spiller for Red Wings. Det skete, da staten Michigan lukkede ned på grund af corona-virus.

Frans Nielsen og familie, svensk kone og to børn født i USA og udstyret med amerikanske pas, rejste til deres residens udenfor New York, hvor de har isoleret sig uden at se andre mennesker overhovedet.

Men allerhelst ville Nielsen-familien gerne hjem til sommerhuset i Herning, men det har nedlukningen af Danmark sat en stopper for. Kun Frans Nielsen kan komme ind i landet. Hustruen vil blive afvist, og ikke engang sine to børn må han tage med ind i landet.

- Det er en frustrerende situation. Vi ville næsten gøre alt, for at kunne komme hjem, og vi ville selvfølgelig fortsat isolere os. Men det må vi ikke, siger Frans Nielsen fra New York.

- Jeg klager ikke, og jeg respekterer 100 pct. de danske myndigheders anvisninger. De ser ud til, at have godt styr på situationen, og det skal de have ros for.

- Men jeg undrer mig over, at man som dansker ikke må tage sin familie med små børn hjem og isolere sig i et sommerhus, mens man hører, at udlændinge med arbejde i landet må rejse frem og tilbage over grænserne, siger Danmarks første NHL-spiller.

Han afventer nu situationen og meldingerne midt i maj, og håber, at han og familien kan komme hjem.

- Vi har det fint her. Passer os selv, bruger tiden ude i haven, og handler én gang om ugen. Men jeg ville allerhelst være tættere på mine forældre og vores familier, for det føles mere trygt.

- Jeg er jo stolt over at være dansker, og selvom mit arbejde i mange år har været i udlandet, så bliver man jo næsten bare mere dansk af, at være væk. Så er det virkelig specielt, at blive nægtet adgang med sin familie, siger Frans Nielsen.

- Jeg ved ikke hvad myndighederne ville gøre, hvis jeg landede med mine to små børn. Sende dem tilbage, eller bede dem vente i terminalen, til grænserne blive åbnet?, spørger Nielsen, som dog har et større fokus, end det, der handler om sin egen situation.

- Mange af den slags ting er i den store sammenhæng ligegyldige, selvom de dagligt fylder os alle med tanker. Hockey er også ligegyldigt. Nu handler det om, at vi får styr på den virus, passer på os selv, og beskytter dem, der ikke skal smittes, lyder det fra Danmarks nummer 51.