Skrottet Frederikshavn-målmand søger nye græsgange

Aphiwat Sengthaisong er røget ud i kulden, efter Frederikshavn hentede en finsk målmand.
Af Lars JohansenDe fleste unge backupmålmænd ved, at de ikke får mange chancer for at tilkæmpe sig istid i Metal Ligaen, når deres klub har hentet en stærk udenlandsk målmand ind som førstevalg.
Skader, karantæner og dårlige dage på kontoret for førstemålmanden er derfor tit det, der skal til, for at man får chancen.
21-årige Aphiwat Sengthaisong troede også, at hans chance var kommet, da Frederikshavn White Hawks’ førstevalg, Tadeas Galansky, var blevet skadet under opvarmningen til kampen mod Herning den 29. oktober.
Aphiwat Sengthaisong fik også kampen i målet, hvor Frederikshavn tabte 3-5, men det var også det.
- Jeg fik beskeden om, at jeg skulle spille, 15 minutter før kampen startede. Det var lidt hektisk og gav mig ikke de bedste muligheder for at indstille mig mentalt på opgaven. Resultatet var ikke godt, men jeg synes, jeg spillede okay, siger Aphiwat Sengthaisong til Nordjyske.
Genvalg var der intet af, da White Hawks havde hentet en finsk erstatning ind for Galansky til den efterfølgende kamp. White Hawks har siden forlænget kontrakten med finske Samuel Jukuri, så da Tadeas Galansky atter var kampklar, var der en målmand i førsteholdstruppen i overskud – og det blev Aphiwat Sengthaisong.
- Jeg er ikke med på udebaneturene mere. Jeg træner kun, så jeg føler mig ikke rigtig som en del af holdet mere. Det er noget af en mavepuster, og de første dage var jeg ret langt ned og forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Jeg har heller ikke fået en forklaring på, hvad klubben har af planer for mig, og det er jeg da ked af, siger Aphiwat Sengthaisong.
Degraderingen har fået den 21-årige målmand til at tænke i nye græsgange, som meget vel kan betyde et farvel til Frederikshavn.
- Min drøm har været, at jeg skulle leve af det her, mens jeg er ung. Jeg føler ikke rigtig, at jeg kan stole på klubben mere, og det er en frustrerende følelse. Så jeg er begyndt at se mig omkring i jagten på en ny klub, siger Aphiwat Sengthaisong, der ved siden af ishockeyen læser på handelsskolen.

