Tre ting vi lærte af premiereaftenen i Metal Ligaen

Tre ting vi fik gode indikationer på efter fredagens tre kampe i Metal Ligaen.
Af Mikkel Køhler1. Toppen bliver tæt - mange kan blive mestre
Det er blevet sagt mange gange og fredagens formodede topkamp bekræftede det bare. SønderjyskE og Herning Blue Fox spillede en tæt og ekstremt fysisk kamp i Frøs Arena.
Der blev givet og taget og til tider spillet rigtig god ishockey. SønderjyskE havde flest chancer, men individuel klasse afgjorde tingene. Marginaler og scoring syv sekunder før tid, hvilket fortæller os noget om, hvor få centimeter, der adskiller de formodede top seks mandskaber.
Der er så mange om buddet og det danner grobund for de her fede kampe, som vi forhåbentlig kan se frem til mange flere af i denne sæson.
2. Der er bare forskel på top og bund i Metal Ligaen
Aalborg Pirates slog Herlev Eagles. Og det gjorde de uden de store kvaler.
Odense, Herlev og Rødovre er de tre svageste hold i ligaen og det må formodes at afspejle sig i tabellen relativt hurtigt. Aalborg lignede guldkandidater og Herlev lignede et hold, der skal have deres point i andre kampe. 4-1 og en væld af skud ned mod Emil Jidskog. Det lignede ikke, at Herlev selv på en god dag rigtig kunne spille med piraterne på nordjydernes hjemmebane.
3. Odense Bulldogs er stærkere end sidste sæson
Odense Bulldogs bygger bare på og de skal ikke forventes at give op på forhånd i kampen om ottendepladsen og slutspil, hvor Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls ligner de nærmeste hold.
Odense gav Rødovre kamp til stregen fredag og vendte 2-0 til 2-2 og pressede i perioder Mighty Bulls.
Fynboerne havde flest skud på mål og kunne ligeså godt have vundet. Det er tæt i toppen og det kan det også blive i bunden. Odenses unge gutter siger noget om et bæredygtigt projekt, men der er også krummer i Bulldogs og det er særdeles gode tegn for ligaen i denne sæson.
LÆS OGSÅ: Bøjgaards top-9: Sådan ender Metal Ligaen
LÆS OGSÅ: Fredagens Metal Ligaen-kampe i tal

