TRUPTJEK: Før tirsdagens fire kampe (opd. 19.23)
Hvordan er skadessituationen her på tærsklen til slutspillet? Hockeytinget sætter luppen på de offentliggjorte holdopstillinger.
Af Thomas Nielsen19.00: HERNING BLUE FOX - SØNDERJYSKE
Godt nyt i Herning-lejren, idet Kristoffer Astorp er hurtigt tilbage i opstillingen efter fraværet forleden mod Odense. Angriberen går ind ved siden af Joonas Riekkinen og Jan Dalecky i midtjydernes andenkæde.
Canadieren Mike Aviani er ikke med. Han var også ude i fredags, men landsmanden, Lindsay Sparks, har allerede fået sine papirer på plads efter deadlineskiftet fra Södertälje og er dermed klar til debut. I første omgang er han listet i fjerdekæden som 13. forward.
Gæsterne har også positivt at berette i deres sidste angreb på førstepladsen. Landsholdsbacken Rasmus Lyø er tilbage ovenpå en upper-body-skade, som kostede ham den seneste landsholdstur. Han kan dermed genoptage makkerskabet med Matt Prapavessis. Steffen Frank er imidlertid fortsat ude, efter at han fornylig måtte udgå i Aalborg.
Simon Nielsen vs. Kasper Krog i de respektive mål.
19.00: FREDERIKSHAVN WHITE HAWKS - RØDOVRE MIGHTY BULLS
I går kom det frem at russiske Alexander Bumagin døjede med lysken. Oplysningerne holdt stik, for angriberen holdes ude af aftenens kamp mod Rødovre. William Boysen rykkes op på hans plads, hvilket giver plads til Radim Piroutek og Marcus Pedersen rundt om David Friedmann i tredjekæden.
Der er desuden debut til Jeppe Holmberg, der var en overraskende tæt på transferdeadline. Den trefoldige mesterskab starter i første omgang i vendelboernes fjerdekæde. Thomas Larsen og Kasper Kristensen er ligeledes ude med skader.
Rødovre kan endnu ikke melde positivt nyt omkring den skadede, målfarlige angrebstrio. Steffen Klarskov, Matthias Asperup og Edgards Treijs er alle fortsat ude.
Det samme gør sig gældende for reservekeeper William Rørth samt backerne Christoffer Frænell og Lasse Mortensen. Stefan Ridderwall har bænketjansen, og derfor er der istid til den normale tredjekeeper, Frederik Jakobsen.
19.00: ODENSE BULLDOGS - RUNGSTED SEIER CAPITAL
Omrokeringer på Fyn ovenpå 6-0-snitteren i Herning. Jakob Wittendorf er klarmeldt og går i førstekæden, men Marcus Nielsen er ude. Det giver spilletid i andet backpar til unge Mathias Max Rasmussen.
Vojtech Komarek og Dmitry Kuznetsov (karantæne) er som ventet fortsat ude. Det er reservemålmand Andreas Lauridsen i øvrigt også, og derfor bliver det Jesper Nielsen, der agerer back-up for Teemu Seppänen. Nielsen blev landskendt i hockey-Danmark, da han som motionsspiller blev hentet ind som stand-in i SønderjyskE-målet forrige sæson - for nogle kasser øl i 'transfergebyr'. Han har i denne sæson stået på Odenses andethold.
Rungsted Seier Capital har første matchbold for grundspilstitlen. De må dog fortsat undvære Tyler Fiddler i førstekæden. Den stærke canadier var også ude i fredags. Nikolai Gade får chancen fra start i tredjekæden.
En Rungsted-sejr vil sikre dem grundspillets førsteplads.
20.30: AALBORG PIRATES - ESBJERG ENERGY
Et nyt afbud til hver - og fortsat fravær fra Aalborg-kaptajn Julian Jakobsen. Det er status på top-fire-dysten i Bentax Isarena.
Nikolaj Carstensen er ikke med for hjemmeholdet, der i stedet byder Oliver Gatz tilbage i startopstillingen - på Carstensens normale plads ved siden af Lasse Bo Knudsen.
Hos Esbjerg mangler der også en af de faste backer. Jannik Christensen er ikke med for vestjyderne, der derfor kun har seks backer omklædt.