Unge Daniel Nielsen har skrevet to år med SønderjyskE

Den tidligere juniorlandsholdsspiller skifter efter fire år hos ligarivalerne Herning.
Af RedaktionenFor få dage siden brød den unge forward Daniel Nielsen med Herning Blue Fox, hvor han spillede i fire sæsoner, og nu er han præsenteret i SønderjyskE med en 2-årig kontrakt.
21-årige Daniel Nielsen er et produkt af Vojens Ishockey Klub, men som senior fik han ikke chancen i SønderjyskE, og brød igennem i Herning under Mario Simioni, som han nu igen får som head coach.
- Det er en kæmpe fornøjelse at byde en gammel Vojens-dreng velkommen hjem igen. Nu har han haft nogle sæsoner i Herning, og tiden var inde til at komme hjem og spille i den lyseblå trøje, og det er jeg meget glad for. Vi kender ham, og han har faktisk holdt sin sommertræning ved lige her i klubben, mens han var i Herning, så vi har løbende fået talt en masse ishockey, siger SønderjyskE-sportschef Kim Lykkeskov, som har haft en produktiv uge på kontoret, hvorfra der i går blev annonceret en forlængelse med finske Christian Silfver.
Om Daniel Nielsen siger Lykkeskov videre:
- Vi ved, hvad han står for, og jeg glæder mig til at se ham lægge de lag på, han skal, men så tiltænker jeg ham også en rimelig stor rolle på holdet, når han først kommer rigtig i gang, siger sportschef Kim Lykkeskov.
En skade holdt Daniel Nielsen ude i det meste af sidste sæson, men Lykkeskov forventer en helt frisk forward efter sommerferien.
- Han er blevet opereret, og det er gået fint, og han er i fuld vigør og sulten efter at kæmpe for løverne her i Vojens. Jeg glæder mig meget til at se ham på hjemmebanen igen, siger Kim Lykkeskov.
Daniel Nielsen mistede det meste af den forgangne sæson, men sæsonen før blomstrede han under træner Petri Skriko, hvor unge Nielsen var en af Hernings bedste i sæsonen, der endte med finaleserie og sølvmedaljer.
Hvis han kan finde samme niveau og bygge på, som Lykkeskov håber, så ligner han en rigtig fornuftig signing med potentiale til at blive en sønderjydernes absolut bedste danske spillere på både kort og lang sigt.
LÆS OGSÅ
35-årige Frans Nielsen: Jeg har ikke sagt nej til landsholdet
White Hawks-kaptajn i tvivl om fremtiden: Har intet hørt
Travl lørdag i Metal Ligaen: SønderjyskE, Rødovre og White Hawks

