USA's Uafhængighedsdag: De bedste, der kom til Danmark

Fourth of July, eller USA's Uafhængighedsdag, markerer vi med et bud på den bedste amerikanerkæde i dansk ishockey.
Af Thomas NielsenImens Donald Trump kører kampvogne igennem Washingtons gader, vælger vi at markere amerikanernes nationaldag på lidt mere fredelig vis.
Hvilke amerikanere har, i denne signaturs øjne, gjort sig bedst bemærket i dansk ishockey gennem de seneste 30 års tid?
Én skiller sig markant ud.
Ingen over og inden ved siden af Herning Blue Fox-legenden Todd Bjorkstrand, der både på isen og i trænerboksen har sat betydelige aftryk på dansk ishockey.
Vi sætter et amerikansk Dream Team med en målmand, to backer og tre forwards.
Målmand:
Derek Herlofsky, Odense Bulldogs (2001-2005)
Var absolut toneangivende, da den fynske ishockeyælling pludselig voksede sig til en stor svane og hentede to sølvmedaljer, en bronzemedalje og en fjerdeplads - i øvrigt også klubbens første pokaltitel - under amerikanerens fire sæsoner i Odense-forstaden Bolbro.
En af de bedste målmænd, relativt set i forhold til ligaens daværende niveau, i dansk ishockey nogensinde.
Backer:
Chris Bartolone, SønderjyskE (2005-2006)
Amerikansk All-Star og backtopscorer, da SønderjyskE indledte en dominerende æra med DM-guldet i 2006.
Kom med fremragende papirer, og han svigtede ingenlunde forventningerne med sit stærke to-vejs-spil dengang, da sønderjyderne stadig spillede i det gamle blikskur i Vojens.
Tim Kunes, Frederikshavn White Hawks (2015-2016)
Den skøjtestærke og ganske offensive back spillede en pragtsæson for Frederikshavn tilbage i 15/16-sæsonen, hvor han tegnede sig for et point pr. kamp.
Desværre blev det kun til en enkelt sæson, inden pengestærke Stavanger atter kaldte. En anden Frederikshavn-back, Steve Birnstill, kunne også komme i betragtning, da han spillede fire flotte sæsoner.
Andre bud: Todd Reirden, Brett Larson, Mitch Ganzak
Forwards:
Todd Bjorkstrand, Herning Blue Fox (1988-2002)
14 sæsoner med præstationer fra øverste hylde og i alt 1.199 point i 550 kampe. De tal taler sit helt eget tydelige sprog.
Vindermentalitet, coolness og en snuhed, som også kendetegner ræven i logoet, var særdeles fremtrædende træk hos amerikaneren, der revolutionerede hockeyen på Heden, hvor han som bekendt senere overtog trænerroret - med samme karaktertræk og succes.
Cory Quirk, SønderjyskE (2013-2016)
Tre sæsoner i Metal Ligaen og tre udnævnelser til All-Star-holdet taler også for sig selv. Den lille, amerikanske center var et kæmpe hit i Sønderjylland, hvor han var stærkt medvirkende til to DM-titler og en pokaltriumf i perioden.
Skøjtestærk playmaker med målnæse og evnen til også at slå til, når kampene balancerede på en knivsæg.
Jordan Smotherman, Esbjerg Energy (2011-2012)
Stor, stærk, giftigt skud, god på skøjter og hårdtarbejdende. Amerikanske Smotherman havde hele pakken, da han dominerede den danske liga tilbage i 2011/12-sæsonen.
Havde NHL-kampe under bæltet og har siden markeret sig stærkt i Allsvenskan, SHL, ECHL og DEL.
Andre bud: Adam Miller, Scott Matzka, John Laliberte

