Bøjgaard: Jeg tror Mads Søgaard draftes i 3. eller 4. runde
- Men man ved aldrig med en draft, siger tv-kommentatoren før morgendagens NHL-draft.
Af RedaktionenDen danske målmand Mads Søgaard ventes at blive valgt i weekendens NHL-draft, men det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår han kan forvente, at blive taget.
- 3. eller 4. runde, lyder det korte svar fra ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard, som uddyber:
- Jeg tror allermest på anden halvdel af 3. runde, men en draft er umulig at forudsige. Holdene har forskellige ting, de går efter, og forskellige positioner, som de er meget sultne efter, og det gør det reelt umuligt at forudsige. Umiddelbart ligner det 3. runde, mens runden før og efter også er muligt, og her tror jeg han er tættere på 4. runde end 2. runde, uddyber han.
- Man kan rangere alt det man vil, men det kræver kun en enkelt general manager, som synes, at Mads Søgaard er en fantastisk målmand, og så er alle gætterier taget af bordet, siger Jimmy Bøjgaard og sammenligner det med NFL-draften, som han i årevis også har fulgt tæt.
- Man hører ofte spillere, som kan gå fra alt mellem nummer 50 og ned til 250. Oftere er det mere præcist, men netop det med positionerne gør det tricky. Hvor mange hold jagter en målmand, og hvor højt vil de drafte for at få en, mens der stadig er gode backs, wings og centere. Alt afhænger af klubbernes prioriteter, siger han, der dog helt sikkert forventer, at Søgaard bliver taget.
- Ja, for ryger han ikke i 2. eller 3. runde, så falder han formentlig så langt ned, at der sidder nogle klubber og vil tage en chance, alene fordi, at de havde troet, at han var væk, og så ryger han stensikkert senest i femte runde, og der er altså 217 spillere, der bliver valgt.
- Falder han lidt ned, så er det den slags klubber, som længere nede i draften tilsidesætter deres oprindelige planer om positioner, hvis en tilpas højt rangeret spiller dumper langt nok ned. Så tager man simpelthen den bedste spiller, der er ledig uanset position, for en dag kan han måske trades til det, man har brug for, siger Jimmy Bøjgaard, som har svært ved at forudsige en mulig destination for Søgaard.
- Det er svært med målmænd, for der er så mange år til, at de bliver klar til NHL. Søgaard har helt sikkert en idé om, hvilke klubber, der har vist interesse, men det kan sagtens blive en helt anden klub, som han måske ikke har haft meget eller nogen kontakt med, siger han, og rangerer ham nogenlunde på linje med Frans Nielsen, Peter Regin, Frederik Andersen og Oliver Bjorkstrand.
- De blev alle taget lige indenfor top-90, og de har jo klaret sig meget godt. Her i weekenden sår Mads Søgaard kun træet, som først om en håndfuld år skal høstes, men det er altid stort at blive draftet. Det er til historiebøgerne, siger Jimmy Bøjgaard, som har fidus til et par andre danskere som overraskelser.
- Bliver flere danskere valgt, så er det større eller mindre overraskelser. Men lad os ikke udelukke spillere som Jonathan Brinkmann, og Philip Schultz.