Sæsonstarten i fare for knæskadet Connor McDavid

NHL's nok allerbedste spiller døjer med en knæskade, som sætter tvivl om hans sæsonpremiere.
Af Thomas NielsenVerdensstjernen Connor McDavid er under et stort tidspres, hvis han skal nå at blive klar til NHL's sæsonpremiere om få uger.
Omvendt vil hans hold, Edmonton Oilers, heller ikke forhaste noget for den lynhurtige angriber.
Sandsynligvis spiller han ikke i nogle af holdets træningskampe forud for sæsonen.
- Lige nu højst én, men meget sandsynligt er det, at han spiller nul. Vi har tre uger at løbe på, og vi vil være forsigtige. Jeg vil hellere være på den sikre side. Hvis han ikke er klar til sæsonpremieren, så er han ikke klar til sæsonpremieren, lyder det fra Oilers' nye general manager, Ken Holland.
Connor McDavid blev skadet i knæet i holdets sidste kamp i den forgangne sæson, og har altså brugt sommeren på at pleje skaden.
Om kort tid starter training camp også for Edmonton Oilers. Her håber danske Patrick Russell, at han kan gøre sine hoser grønne i forhold til at være med på holdopstillingen til sæsonpremieren i begyndelsen af oktober.

