Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Emil Kristensen til Hockeytinget: - Jeg vil gerne ud igen

Foto af DIU

Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Emil Kristensen vender hjem til dansk ishockey i denne omgang.

Af

En hjernerystelse kostede det meste af sidste sæson, hvor det blot blev til seks Liiga-kampe for KooKoo i Finland - og et ærgerligt VM-afbud som prikken over i'et.

Derfor er der endnu ikke nogen kontrakt for den kommende sæson på plads for den 26-årige vestjyde, der ellers oftest har haft fremtiden på plads i god tid.

- Der er kun en måned til holdene samles, og det er da lidt en træls situation, når man har måttet rive en hel sæson ud af kalenderen. Men det er sådan, det er, og jeg er fortrøstningsfuld, siger Emil Kristensen til Hockeytinget.dk.

Emil Kristensen har været udlandsprofessionel de seneste seks sæsoner, og hvert år - pånær altså i Kosice i maj - spillet VM i rødt og hvidt.

- På nuværende tidspunkt er der ikke noget på tegnebrættet. Jeg vil ikke udelukke noget og diskuterer mulighederne sammen med min agent, forklarer han.

Er KooKoo fortsat en mulighed?

- Jeg har været i kontakt med dem hele sommeren, og den dør er ikke helt lukket endnu. Hvis jeg kan komme tilbage på 100%, så er jeg også sikker på, at de fortsat er interesserede i mig.

Retur til Metal Ligaen?
Det vakte opsigt hos særligt Esbjerg-fans, da det kom frem, at den stærke back sommertrænede med sin barndomsklub i det vestjyske.

Men et skifte hjem til Metal Ligaen ligger ikke umiddelbart i kortene i denne omgang.

- Den her skade har begrænset mig lidt, men den ændrer ikke mit syn på mit niveau, hvor jeg er, og hvor jeg stadig kan være med. Jeg vil gerne ud igen og fortsætte med at spille i gode europæiske ligaer, siger han.

Han har dog været glad for, at det har været muligt at træne med i de hjemmevante rammer.

- Det er første gang, at jeg sommertræner med Esbjerg, efter at jeg fik kontrakt i udlandet. Normalt har jeg haft min kontrakt på plads tidligt, og så har jeg været tilknyttet det pågældende holds opstart og trænet efter deres programmer.

- I år er en ny situation, og selvfølgelig kunne jeg sagtens bare selvtræne, men det er sjovere at være med kammeraterne i Esbjerg. Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået muligheden for det, siger han.

Det var en grim tackling, der i starten af sidste sæson satte vestjyden ud af spillet. Det resulterede i en hjernerystelse, som kan være yderst drilsk i forhold til tidshorisonter.

- Jeg træner med for fuldt, og hoved og krop fungerer fint som det skal, uanset hvad vi laver. Den store test kommer dog først, når jeg skal på is igen, hvor pulser kommer op og man skal forholde sig til flere ting. Det kommer forhåbentlig til at ske hurtigst muligt, så jeg kan få det testet ordentlig af.

Formentlig kan Emil Kristensen ramme isen i Esbjerg indenfor nærmeste fremtid, og forhåbentlig er der ikke længere symptomer efter den trælse skade.