Ærgerligt VM-afbud: Hjernerystelse koster for landsholdsback
Emil Kristensen har ikke været i kamp siden september, og har nu meldt VM-afbud til landstræner Heinz Ehlers.
Af Thomas NielsenDet bliver en sæson til glemmebogen for landsholdsbacken Emil Kristensen, der siden september har døjet med en hjernerystelse og eftervirkningerne heraf.
En grim tackling i kamp for sin finske klub KooKoo satte ham ud af spillet, og skaden kræver fortsat tid.
- Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg kommer tilbage. Men jeg spiller ikke, før jeg er helt frisk, siger Emil Kristensen til Ritzau.
Mod slutningen af KooKoos sæson nåede han at komme med på is, men blev ikke tilstrækkeligt frisk til at indgå på lige fod med de andre.
- Når jeg indgik i spiløvelser og skulle forholde mig til flere og flere ting, fik jeg problemer. Da kom hovedpinen. Jeg kunne mærke, at der var noget at arbejde med. At der var nogle skridt, jeg skulle gå.
- Jeg tumler stadig med nogle ting. 95 procent af tiden har jeg det okay. Jeg har stadig dårlige dage, og det er stadig op og ned, forklarer den 26-årige VM-back.
Emil Kristensen har spillet VM for Danmark de seneste fem sæsoner, men skaden har altså nu gjort, at han må følge landsholdskollegerne fra sofaen. Backen har meldt fra til landstræner Heinz Ehlers for at være helt ovenpå til næste sæson.
- Der var ikke noget, jeg hellere ville end at spille VM. Det bliver nok mentalt hårdt at se drengene skøjte rundt i Slovakiet, siger han i interviewet med Ritzau.
De danske VM-forberedelser begyndte i mandags i Aalborg. Første testkamp venter på torsdag, hvor Finland kommer på besøg i Bentax Isarena.