STORM-STATUS: Store ligaer og Malmö i spil
Frederik Storm har endnu ikke fremtiden på plads. Men der arbejdes i kulissen.
Af Mikkel KøhlerDet er en tid, hvor meget er usikkert. Coronasmitten har lagt ishockeymarkedet i håndjern og klubber såvel som spillere og fans afventer lige nu tingenes tilstand.
Dette gælder også for den danske landsholds-wing Frederik Storm.
31-årige Storm ved endnu ikke, hvor han spiller i den kommende sæson, men muligheder er der flere af.
Malmö Redhawks, hvor Storm har spillet siden 2012, er en mulighed. Det samme er den russiske-kontinentale KHL og tyske DEL, hvor der er bud efter danskeren. Det fortæller han til Hockeytinget.
- Ja, det er mulighederne (Malmö, SHL, DEL, KHL, red), men mere kan jeg ikke sige lige nu.
Storm følger Covid-situationen og mens han arbejder på at afklare fremtiden, håber han at tingene normaliseres hurtigt.
- Jeg håber, at hele situationen er tilbage ved normalen i begyndelsen af den kommende sæson, så klubber og ligaer bliver påvirket så lidt, som det nu er muligt, siger Storm til Hockeytinget.
Malmö-ledelsen er angiveligt interesserede i at forlænge med Storm, men danskeren overvejer sine muligheder grundigt.
Agent Morten Green sagde allerede i februar måned, at der var dialog med andre ligaer såvel som Malmö.
Men med den tidlige sæsonafslutning og et marked, der er vendt på hovedet, så har den eftertragtede dansker altså endnu ikke en ny kontrakt i hus.
Storm leverede 26 point i 50 SHL-kampe for Malmö i den forgangne sæson.
LÆS OGSÅ: HOCKEYTINGET ERFARER: MIKKEL AAGAARD PÅ PLADS I SVERIGE
LÆS OGSÅ: FINSK HOCKEY I KRISE: 10 Liiga-klubber har det skidt