Stærk markering: Landsholdet siger fra overfor diskriminering
Landsholdsback Oliver Lauridsen er klar i mælet, når det gælder afstandtagen til diskrimering og homofobi i sporten.
Af Thomas NielsenDiskriminering, særligt homofobi, fylder godt på dagsordenen i denne tid, hvor et par episoder i fodboldens Superliga har gjort emnet højaktuelt.
Nu melder de danske ishockeyherrer også markant ud og tager klart afstand fra diskriminering på og udenfor isen.
- Der vil jeg gerne være meget klar i mælet. Som landshold har vi snakket om det, og vi har snakket om det som forbund, og vi vil gerne stå frem og sige, at vi tager stor afstand fra alle former for diskriminering. Om det så er på isen eller uden for, siger landsholdets assisterende kaptajn Oliver Lauridsen til TV 2 SPORT.
Sammen med resten af landsholdet betoner han vigtigheden i, at der er et åbent miljø i omklædningsrummene med plads til alle, og at diskriminering af enhver slags ikke tolereres.
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv har oplevet sådanne episoder, svarer den granvoksne Jokerit-back:
- Altså man ville jo lyve, hvis man sagde nej, at det havde man ikke. Der bliver selvfølgelig råbt nogle ting engang imellem, som ikke hører til, og vi er også bare i nogle tider nu, hvor det er vigtigt at få sagt, hvad man står for og få renset ud i den her diskriminering. Det er vigtigt for os at have et miljø, hvor alle kan være med, siger Lauridsen, der er klar til - ligesom på isen - at gå forrest i oprydningsarbejdet.