Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

1. FINALE: Optakt til guld- og bronzekampene

Foto af DIU

Det er en festdag i Metal Ligaen, hvor startskuddet i aften går til DM-finaleserien. Hvem løber af med årets guldhjelme?

Af

RUNGSTED SEIER CAPITAL - SØNDERJYSKE
Kampstart 19.30 i Bitcoin Arena (live på TV 2 SPORT)

Første kamp i bedst-af-syv-serie

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Rungsted: GS: 0-3, 2-5, 2-4 | PO: -
- i Vojens: GS: 1-2 OT, 3-1 | PO: -
I ALT: SønderjyskE foran 13-2 i point, 16-7 i målscore.

Slutspilsstatistik pr. hold:
Flest mål: Nikolaj Rosenthal (11) - T.J. Moore/Martin Eskildsen (5)
Flest assister: Charlie Sarault (13) - Frederik Bjerrum (7)
Flest point: Charlie Sarault (17) - Marinaccio/Moore/Bjerrum (8)
Flest strafminutter: Bertram Jelert (37) - Gabriel Desjardins (35)
Bedste +/-: Nikolaj Rosenthal (+13) - Rasmus Nielsen (+8)
Værste +/-: Frederik Høeg (-3) - Jordan Pietrus/Frederik Rasmussen (-1)

Målmænd:
Thomas Lille, Rungsted (GAA: 2,61 - SVS: 89,60%)
Patrick Galbraith, SønderjyskE (GAA: 1,40 - SVS: 93,00%)

Special teams:
Powerplayudnyttelse - RSC: 24,4%, SE: 12,2%
Afværgede undertalssituationer - RSC: 79,1%, SE: 88,1%

Kort om kampen:
En masse trænings- og grundspilskampe, hårde serier i kvartfinale og semifinale - og ej at forglemme Final4, er i bogen, og nu gælder det årets højdepunkt på dansk is: DM-finalerne om de eftertragtede guldhjelme.

Potentielt syv knivskarpe og hårde kampe, hvor de to finalister vil give deres yderste i jagten på trofæet. Og den første i aften, hvor Bitcoin Arena er ved at blive dækket op til nationalsang, afgørende momenter og smæk for skillingen. Finalehockey, når det efter al sandsynlighed er allerbedst.

Og sikke et spændende match-up, som vi forkæles med i denne sæson. Rungsted Seier Capital og SønderjyskE har stort set ligget uafbrudt henholdsvis etter og toer hele sæsonen, og nu har vi altså den helt rigtige finale.

Der kan ikke tales om ufortjent på nogen måde. Begge hold har vist stor styrke fra dag ét, og det giver nu plads i DM-finalerne.

Og ganske interessant, så har de vist styrke på forskellig vis. Rungsted Seier Capital har primært levet på en blændende offensiv, hvor canadierkæden og svenskerkæden er gået forrest i sæsonens store målhøst.

Bagude har defensiven også været solid, ellers kommer man ikke så langt - og det kan ikke mindst tilskrives danske backer i rivende udvikling som Mathias Røndbjerg og Morten Jensen, bundsolide imports i Daly, Fredriksson og senest tilkomne Hurri - og ikke mindst manden med allermest Rungsted-DNA, Joachim Holten Møller.

Netop defensiven - eller den stramme, taktiske disciplin dikteret af Mario Simioni og hans trænerteam, har været SønderjyskE's helt store slagnummer.

Patrick Galbraith har været fantastisk i målet, og i udpræget grad nuppet det, som trods alt er sluppet igennem deres defensive geledder.

Man siger gerne, løst oversat fra engelsk, at en god defensiv vinder mesterskaber. Det mantra kommer ud for den ultimative test i de kommende op imod syv finalekampe.

Historikken er i hvert fald på SønderjyskE's side med deres fire sejre i de fem grundspilskampe - heraf alle tre i Bitcoin Arena. Men kan det overtag medbringes i finaleserien?

Hold op hvor vi glæder os!

¤¤¤¤¤

AALBORG PIRATES - FREDERIKSHAVN WHITE HAWKS
Kampstart 19.30 i Bentax Isarena

Første kamp i bedst-af-to-serie

Indbyrdes opgør denne sæson (hjemmehold nævnt først):
- i Aalborg: GS: 5-2, 4-3 OT | PO: -
- i Frederikshavn: GS: 2-1, 3-4 OT, 5-2 | PO: -
I ALT: Frederikshavn foran 8-7 i point, 15-16 i målscore.

Slutspilsstatistik pr. hold:
Flest mål: Thomas Spelling/Spencer Humphries (5) - Alexander Bumagin (7)
Flest assister: Julian Jakobsen (8) - Dale Mitchell/Ian Brady (8)
Flest point: Julian Jakobsen (11) - Dale Mitchell (13)
Flest strafminutter: Lasse Bo Knudsen (20) - William Boysen (64)
Bedste +/-: Julian Jakobsen/Thomas Spelling (+4) - Rasmus Søndergaard (+2)
Værste +/-: Tobias Ladehoff (-7) - David Friedmann (-8)

Målmænd:
Ronan Quemener, Aalborg (GAA: 2,52 - SVS: 89,77%)
Tadeas Galansky, Frederikshavn (GAA: 2,68 - SVS: 90,54%)

Special teams:
Powerplayudnyttelse - AP: 8,8%, FWH: 23,1%
Afværgede undertalssituationer - AP: 90,9%, FWH: 85,4%

Kort om kampen:
I det nordlige Danmark skal den sidste plads på medaljeskamlen også fordeles.

Det sker henover to kampe fredag og lørdag, hvor rivalerne fra Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks tørner sammen.

På forhånd ser mange spillere det formentlig som en 'transportetape', der blot skal overstås inden golfkøller og andet i den dur kan findes frem. Men mon ikke adrenalinen alligevel sprutter, når de to rivaler står overfor hinanden.

Når man nu alligevel er mødt op, så kan man vel lige så godt give sit yderste. Det gælder om at slutte ordentligt af foran fans og sponsorer - og så er det da alt andet lige også en bedre fornemmelse at gå på sommerferie med en sejr over rivalerne og et sæt bronzemedaljer i tasken.

Der fløjtes op i Bentax Isarena i aften klokken 19.30. I morgen er der afgørende returmøde lidt længere oppe mod nord i Nordjyske Bank Arena.