Fra Østrig til Schweiz: Tidligere Esbjerg-topscorer rykker videre

31-årige Andrew Clark vender tilbage til schweizisk hockey.
Af Thomas NielsenI 2014/15-sæsonen var han altdominerende i Metal Ligaen, hvor han med 75 point i blot 36 grundspilskampe satte en så eftertrykkelig markering, at han huskes blandt de allerbedste i nyere tid.
Nu 31-årige Andrew Clark benyttede den store sæson for Esbjerg Energy til at rykke til et lukrativt ophold i schweizisk hockey, og her vender han nu tilbage efter en tre-årig afstikker til HC Innsbruck i EBEL.
Han har således skrevet kontrakt med SC Langenthal, som i sidste sæson vandt mesterskabet i NLB, den næstbedste schweiziske række.
Canadiske Clark var selvskrevet på All-Star-holdet i Metal Ligaen for fem år siden, hvor hans stærke præstationer var kraftigt medvirkende til Esbjergs sølvmedaljer.

