HOCKEYTINGET: George Sørensen skal ikke til Herning
Målmanden George Sørensen skal ikke til Herning i denne omgang. Det erfarer Hockeytinget.
Af Mikkel KøhlerI går var der vedholdende forlydender omkring landsholdskeeperen George Sørensen, som har tabt starterjobbet i Allsvenskan-klubben Södertälje til Alexander Sahlin.
Forlydender sendte George Sørensen hjem til barndomsklubben Herning, og her til formiddag kører rygtet stadig blandt Hernings supportere, at George Sørensen præsenteres i dag.
Det gør han ikke, og der er ikke nogen aftale, så facts ved transferdeadline i aftes kl. 23.59 var, at George Sørensen er Södertälje-spiller sæsonen ud, og at Hernings målmandsteam fortsat hedder Simon Nielsen og Albert Adamsen. Det erfarer Hockeytinget.dk.
Samtidig har man talentfulde Frederik Søgaard som en tredjekeeper - en keeper, head coach Petri Skriko tror meget på i fremtiden.
Set med landsholds- og VM-briller er det bekymrende, at George Sørensen tilsyneladende er langt fra spilletid i Södertälje lige nu, og aktuelt godt kunne ligne en målmand, der i VM-træningslejren i april vil have været uden kampe i månedsvis. Ikke desto mindre, så fortsætter Sørensen i Sverige sæsonen ud.