NY AFTALE LAVET I NAT: Der kommer INGEN tilskuere til DM-finalerne

Sæsonens finaleserie mellem Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates skal afvikles uden tilskuere.
Af Emil Mozart HansenDe danske politikere genåbningsforhandlede i de sene nattetimer natten til fredag.
Fans af Metal Ligaen har med stor sandsynlighed krydset fingrene, da de lagde sig til at sove i aftes.
Der var drømme og forhåbninger om, at der ville blive åbnet op for, at der kunne komme tilskuere ind og overvære DM-finalerne.
Forhandlingerne faldt på plads kort efter midnat og der er desværre ikke godt nyt til fans af Metal Ligaen, Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital.
Den nye aftale åbner ikke for, at der kan komme tilskuere til indendørsidræt og det betyder endegyldigt, at DM-finalerne skal spilles for tomme tribuner.
Der åbnes for tilskuere til Superliga-kampe fra d. 21. april, bekræftede justitsminister Nick Hækkerup kort efter midnat.
- Vi kan komme i gang i superligaordningen, hvor det er muligt at have tilskuere til stede på stadion i det omfang, som det også har været muligt tidligere, siger Hækkerup.
Superligaordningen indebærer, at der må komme 500 tilskuere, som skal sidde ned på sektioner, der er "klart adskilte".
Aftalen åbner også for mere indendørs idræt for unge og ældre. For børn og unge under 18 år er loftet på 25 personer indendørs.
En godkendelse af tilskuere til indendørs idræt fra d. 21. april havde åbnet muligheden for, der kunne komme tilskuere ind til fjerde finalebrag d. 23. april.
Det bliver altså ikke muligt og derfor skal fansene overvære årets DM-finaler på TV 2 SPORT, der dækker samtlige finaleopgør.

