Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

NYT JOB: Petri Skriko er tilbage i NHL

Foto af Hockeytinget

Den finske Herning-legende har igen valgt et job som scout, efter årene som træner i Herning.

Af

Hernings finske klublegende, Petri Skriko, er i nyt job, efter afskeden med Herning sidste sommer.

58-årige Skriko skrev for nogle uger siden kontrakt med NHL-klubben Florida Panthers.

Her skal han være pro scout i Europa, som han tidligere har været det for NHL-holdene Washington Capitals og Calgary Flames.

For fire uger siden var han tilbage med scouting-blokken ved Karjala Cup i den finske hovedstad Helsinki.

- Det er dejligt at være tilbage, og mere og mere har det føltes rigtigt, at vende tilbage til scouting.

- Det passer perfekt med min bopæl i Helsinki, hvor vi er glade for at bo.

- Med udgangspunkt her i en spændende storby, er mange ligaer og klubber centralt for mig, og det er let at rejse ud, siger Petri Skriko til Hockeytinget.

Den finske wing havde sin storhedstid på isen i 80'erne og 90'erne, efter at han i 1984 kom til NHL-klubben Vancouver Canucks.

Her sprøjtede han mål og point ind lige fra sin rookie-sæson, og i to sæsoner var han Canucks-topscorer. 

Ni NHL-sæsoner indbragte i alt 541 kampe og 405 point.

Han spillede to Junior 20-VM-turneringer, tre VM-turneringer og opnåede to olympiske udtagelser for Finland, og han regnes for den bedste udlænding nogensinde i dansk ishockey.

Han sluttede karrieren med seks sæsoner i Herning fra 1993-1999, hvor han vandt fire danske mesterskaber, tre pokaltitler, og to gange blev årets spiller.

Duoen Skriko/Todd Bjorkstrand har stadig kultstatus i Herning og Danmark.

Efter karrieren overgik han til træner i det midtjyske, og her vandt han et enkelt mesterskab på to sæsoner, før han coachede i Odense og hjemme i den finske barndomsklub SaiPa i den finske liga.

I 2017 blev han hentet tilbage til Herning, efter en række magre år uden store resultater. I sin første sæson bragte han Herning i finalen.

Sidste sommer blev han udskiftet med canadieren Ben Cooper, men efter et år på golfbanen er han altså nu tilbage i ishockeyhallerne. 

Måske noget med savsmuld og manegen?

- Jeg havde først brug for, at tænke mig lidt om. Jeg har spillet meget golf, og det har jeg nydt med bopæl 10 minutter fra 1. tee. En runde om dagen, griner han. 

- Og så var der det her med bopælen, og at vi ikke havde lyst til at flytte med mindre, det helt rigtige job kom, men her har 2020 jo ikke været et let år.

- Så jeg tog det stille og roligt og så, hvad der ville komme, siger Petri Skriko, som så nød gavn af sit netværk og venskab med Floridas general manager Bill Zito, som en dag var i røret.

- Jeg kender Bill godt, og hjalp ham og amerikanerne, da de var til VM i Herning i 2018.

- Han spurgte, om jeg var klar, og derfra gik det meget hurtigt, før jeg sad til Karjala Cup. Jeg nyder, at være tilbage, siger Skriko. 

Det er finnens 12. sæson som pro scout for en NHL-klub. Han var 10 år i Washington, og et år i Calgary.