OFFICIELT: Herlev skriver under med Kasper Larsen
Herlev Eagles bekræfter, at klubben henter Kasper Larsen på en aftale, der gælder til den candiske OHL-liga starter op igen.
Af Emil Mozart HansenEt rygte om et Kasper Larsen-comeback til dansk ishockey har floreret i medierne i løbet af de seneste dage.
Rødovre Lokal Nyt skrev, at den tidligere Rødovre-back ville vende hjem. Dog ikke til Rødovre Mighty Bulls, men til ligarivalen Herlev Eagles.
Rødovre Mighty-holdet er godt dækket ind på back-pladserne. Det er de ikke hos Herlev Eagles.
Derfor kan Herlev Eagles i dag bekræfte, at de henter Kasper Larsen, som allerede er klar til at få debut i aften mod Odense Bulldogs.
Kasper Larsen, der i dag fylder 18 år, skrev i sommers kontrakt med canadiske Mississauga Steelheads, der spiller i den canadiske OHL-liga.
Deres sæsonstart er dog udsat på ubestemt tid. Det har derfor givet Kasper Larsen muligheden for at vende hjem til Metal Ligaen, indtil den canadiske juniorliga starter.
Herlev Eagles og Kasper Larsen har derfor lavet en aftale, der gælder indtil backen skal rejse tilbage til det canadiske igen.