Scoop: Esbjerg låner NHL-spiller
Esbjerg Energy har her til aften offentliggjort, at klubben henter Adam Cracknell fra Edmonton Oilers på en lejeaftale.
Af Emil Mozart HansenEsbjerg Energy har i dag offentliggjort en stor nyhed.
Klubben har hentet canadiske Adam Cracknell fra Edmonton Oilers.
Uvisheden om en opstart af en ny sæson i NHL, har gjort det muligt for Esbjerg Energy at hente ham til klubben på en lejeaftale.
Adam Cracknell har også repræsenteret St. Louis Blues, Vancouver Canucks, Columbus Blue Jackets, Dallas Stars og Anaheim Ducks.
Den 35-årige forward spillede i sidste sæson i den russiske KHL-liga.
Formanden i Esbjerg Energy, Søren Mathiasen, er meget begejstret over tilgangen.
- Edmonton Oilers står i en svær situation, hvor de har rigtig mange spillere, de gerne vil holde i gang, og for Adam Cracknell er det vigtigt at holde sig fit, så hans karriere ikke kommer til at slutte her.
- For os er der to perspektiver, idet vi dels får en stærk spiller, og dels ser vi et meget stort potentiale i, at vi nu udvider vores netværk til verdens bedste liga.
- The Oilers vil givetvis holde øje med deres spiller, og dermed vil vores kampe også være et udstillingsvindue for vores unge danske spillere samt udlændingene på vores team. Endeligt er det fantastisk, at vi som lille klub kan hjælpe en meget større klub som Edmonton Oilers, lyder det fra Esbjergs formand.