Sparetid i Esbjerg – Skærer i trænerbudgettet
Esbjerg Energy kommer ikke til at køre med så dyrt et trænersetup i den kommende sæson.
Af Lars JohansenUvisheden om hvem der skal stå i spidsen for Esbjerg Energy i den kommende sæson er stor disse dage. Sportschef og cheftræner Mark Pederson har kontraktudløb, mens den nu tidligere assistenttræner, Thor Dresler, har fået cheftrænerposten hos Rødovre Mighty Bulls for den kommende sæson.
Ovenpå det kommer der nu også en udmelding om besparelser på trænerposterne fra Energy-formand Søren Mathiasen.
- Vi har haft et godt setup på trænerfronten, men også et dyrt setup med Mark Pederson og Thor som cheftræner og assistenttræner. Det kommer vi til at skære ret kraftigt i, siger Søren Mathiasen til JydskeVestkysten.
Mark Pederson kom til Esbjerg for syv år siden og skaffede hurtigt esbjergenserne sportslig succes på isen – den succes udeblev dog i 2019-2020 sæsonen.
Hockeytinget var i forbindelse med Thor Dreslers afsked ude med tre bud på, hvem der kom til at besidde cheftrænerposten hos Esbjerg Energy i den kommende sæson.