Spillet i kulissen kører: De er favoritter, siger Rødovre-boss
Rødovre Mighty Bulls fører 2-1 i kampe og kan sikre matchbolde i aften. Rødovre-træner vil dog ikke påtage sig favoritværdighed.
Af Thomas NielsenDet er kommet bag på de fleste, at Rødovre Mighty Bulls har spillet sig til en 2-1-føring over SønderjyskE, der endte grundspillet på andenpladsen.
Det gunstige udgangspunkt før aftenens hjemmekamp til trods, så skubber Rødovre-træner Magnus Bogren favoritværdigheden fra sig.
– Det er klart, at de er favoritter. Men for os handler det om at have fokus de ting, som vi skal gøre, for det kommer til at blive en tæt serie, siger cheftræneren til mightybulls.dk.
Det undertippede Rødovre-kollektiv kan tilspille sig matchbolde i en formentlig tætpakket Rødovre Centrum Arena i aften.
– Jeg synes, at vi er kommet stærkt ud til kampene og spillet har været okay. Vi har spillet med masser af tempo og god intensitet, som karakteriserer playoff, siger han og roser kollektivet.
Tyrene kom foran 2-0 i kampe, men forleden skabte SønderjyskE fornyet spænding i serien med en tiltrængt hjemmesejr. Rødovre-træneren ser fortsat plads til forbedring.
– Jeg synes, at vi har spillet okay, men der findes altid ting, som kan forberedes. Det er de små ting, som er afgørende. Jeg synes, at vi i tirsdags ikke var tilstrækkeligt resolutte i vores beslutninger, lyder det videre.