Steffen Klarskov klar til syvende sæson i Rødovre

Rødovre Mighty Bulls har forlænget kontrakten med Steffen Klarskov.
Af Thomas NielsenEn af de lokale drenge er klar på endnu en tørn hos tyrene. Rutinerede Steffen Klarskov har forlænget sin aftale for den kommende sæson.
– Jeg er glad for at kunne fortsætte i Rødovre, da det er her jeg helst ser mig selv spille i Danmark som min situation er lige nu. Jeg håber, vi kan gøre det bedre end sidste sæson først og fremmest, og så håber jeg, at vi med den nye træner kan rykke os yderligere, udtaler han til klubbens hjemmeside.
Den forgangne sæson blev en skadesplaget af slagsen for den 28-årige angriber, der nu er tilbage i fuld vigør.
– Skaden i opstarten mærker jeg ikke mere til og synes heller ikke, at den gav mig et specielt dårligt udgangspunkt, da jeg selv synes, at det personligt gik rigtig godt frem til min skulderskade mellem jul og nytår. Den ødelagde lidt af slutningen af sæsonen. Men jeg er på 100% nu og føler mig klar til en forhåbentlig rigtig god sæson, forklarer han.
Steffen Klarskov har tidligere spillet for Frederikshavn, Aalborg og Herning, og er nu klar til sin syvende sæson for barndomsklubben.

