To nye trænere i Metal Ligaen: Hvem har siddet længst?
Metal Ligaens trænerkarrusel har roteret flittigt de senere år. Vi bringer et overblik.
Af Thomas NielsenNår Metal Ligaen fløjtes i gang om 17 dage, bliver det med to spritnye Metal Liga-cheftrænere i boksene.
Herning Blue Fox har hentet canadiske Ben Cooper, mens Rødovre Mighty Bulls sætter lid til finsk sisu i form af Riku-Petteri Lehtonen.
De bliver hver især spændende bekendtskaber i Metal Ligaen.
I det hele taget har udskiftningen på den udsatte post været omfattende de senere år.
Blandt ligaens syv øvrige cheftrænere, blev de fire ansat sidste sommer, mens to kom til i løbet af den forgangne sæson - på baggrund af henholdsvis en fyring og en sygemelding.
Kun Esbjerg Energy-boss Mark Pederson har stor erfaring på bagen i den nuværende ansættelse. Han går nu ind til sin syvende sæson som chef i det vestjyske.
Og så må man naturligvis ikke glemme Mario Simioni. Hans nuværende ansættelse er godt nok fra sidste sommer, da han atter vendte 'hjem' efter fire sæsoner ude, men derudover var han SønderjyskE-chef i yderst succesfulde år i perioden 2004-2013.
Plus yderligere syv Metal Liga-sæsoner fordelt hos Odense Bulldogs, Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks.
Således er ancienniteten blandt Metal Liga-trænerne i deres nuværende ansættelse:
Mark Pederson - siden sommeren 2013
Mario Simioni - siden sommeren 2018 (derudover 2004-2013)
Jari Pasanen - siden sommeren 2018
Patric Wener - siden sommeren 2018
Pelle Svensson - siden sommeren 2018
Erik Hjalmarsson - siden 14. januar 2019
Garth Murray - siden 5. februar 2019
Ben Cooper - NY
Riku-Petteri Lehtonen - NY