Vigtig center forlænger med de danske mestre
Frederik Høeg kom ind sent, så og sejrede med Rungsted. Nu har han forlænget kontrakten.
Af Thomas NielsenMestrene fra Rungsted Seier Capital er ved at lægge puslespillet, der udgør næste sæsons trup.
En af brikkerne, den fynske center Frederik Høeg, er faldet på plads. Han har forlænget sin aftale, bekræfter han - midt imellem guldfejringen - overfor Hockeytinget.dk.
Frederik Høeg var pludselig ledig på markedet, da Hvidovre gik konkurs før jul. Rungsted - der havde mistet uheldige Mikael T. Christensen - slog prompte til, og sikrede den tidligere Odense-spillers underskrift.
Herfra spillede han en vigtig rolle som tredjecenter mellem Rasmus T. Andersson og Nikolaj Krag Christensen.
I sidste ende førte det altså til DM-guld og endnu en sæson med base i Bitcoin Arena.