Svensk medie: Malmö vinder Meyer-kapløbet
Efter sin topscorersæson hos Södertälje lader det nu til, at Nicolai Meyers SHL-projekt er lykkes.
Af Thomas NielsenIfølge sædvanligvis velorienterede Kvällsposten, anført af ishockeyjournalisten Johan Svensson, har Malmö Redhawks vundet kapløbet om Nicolai Meyers signatur for den kommende sæson.
Med 62 point i 52 kampe fik frederikshavneren for alvor gjort sine hoser grønne i den forgangne sæson for Södertälje i Allsvenskan, og derfor var en lang række SHL-klubber ude efter hans underskrift.
Det er angiveligt afgjort nu, og der nævnes en toårig kontrakt.
- Jeg kan ikke sige så meget lige nu. Jeg håber, at alt løser sig inden VM, siger Meyer til Kvällsposten.
På spørgsmålet om, hvorvidt den danske VM-bejler er parat til at tage skridtet op i SHL, der regnes som en defensiv liga, hvor der kræves hårdt arbejde, svarer Meyer bekræftende.
- Det mener jeg helt sikkert, at jeg er. SHL er en liga, som man i Danmark altid har haft blikket mod og haft lyst til at spille i. Da jeg var lille var det ikke NHL, som var sigtet, men der kiggede man imod Kim Staal i Sverige. Hvis jeg får chancen, så vil jeg gribe den, siger den brandvarme angriber.
Den 26-årige Allsvenskan-topscorer har ganske vist et år tilbage af kontrakten med Södertälje, men han kan angiveligt udnytte en SHL-klausul til at tage næste skridt.