Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Alexander True klar til VM for Danmark

Foto af NHL.com

San Jose-centeren flyver på søndag til Riga for at VM-debutere for Danmark.

Af

Godt nyt for det danske ishockeylandshold.

Efter at der i dagevis er arbejdet desperat i kulissen for at få Alexander True frigivet til VM-turneringen i Riga fra næste uge, indløb beskeden tirsdag aften til DIU, at han bliver frigivet af San Jose Sharks.

Det bekræftes overfor TV 2 SPORT.

True var sammen med holdkammeraten Joachim Blichfeld meldt ude af VM, fordi deres AHL-hold San Jose Barracuda efter det aflyste AHL-slutspil skal ud at spille om titlen i deres division.

Her har DIU argumenteret for, at en vigtig VM-rolle til True ville være udviklende, og det har NHL-klubben med Trues rettigheder, San Jose Sharks, altså accepteret.

23-årige Alexander True sætter sig søndag morgen på det NHL-chartrede NHL-fly i New York, som vil flyve alle nationers NHL-spillere til VM-turneringen i Riga.

Der bliver god plads på flyet, for der meldes ikke mange NHL-spillere til start, selv om man stadig afventer alle landes roster i VM-turneringen.

For Danmark er Alexander Trues tilsagn en opløftende nyhed.

Netop på centerpositionen er Danmark hårdt ramt med afbud fra nationens tre topcentere, kaptajn Peter Regin, Frans Nielsen og Lars Eller.

Alexander True kan forvente at få en nøglerolle på holdet, og lige pludselig er der langt stærkere brikker at flytte med på centerpositionen for landstræner Heinz Ehlers.

Mon ikke han får rollen som førstecenter ved siden af Mikkel Bødker. 

Det skubber stærke hjemlige navne som Jesper Jensen og Julian Jakobsen en tand ned i hierakiet, og der vil stadig være centermuligheder som Morten Poulsen og Christian Wejse i truppen, og måske Morten Madsen på vej ind i den, når han - måske i morgen - er færdig med oprykningsslutspil for Timrå i Sverige. 

Alexander True er søn af Søren True, som i en stor karriere nåede at spille 119 landskampe og ni VM-turneringer.

Det er i år 35 år siden, Søren True blev draftet af New York Rangers.

Alexander True debuterede i sidste sæson for San Jose Sharks i NHL, og spillede 12 kampe i den sæson, og har fået syv mere i denne forkortede sæson.

Han varmede op til NHL-sæsonen med en enkelt kamp i barndomsklubben Rungsted, og kan derfor kalde sig regerende dansk mester.

Han er noteret for fem assister i sine 19 NHL-kampe, og har gjort et yderst solidt indtryk i NHL.

Næste lørdag får han VM-debut i en rød-hvid trøje mod det svenske landshold Tre Kronor.